Midlertidigt stop for SU i Rusland vedtaget i Folketinget

De nye regler sker som følge af Ruslands angreb på Ukraine. Kun løsgænger Marie Krarup stemte imod forslaget.

Løsgængeren Marie Krarup stemte som den eneste mod forslaget. Hun mener, det udbreder cancel-kultur i danske uddannelsesinstitutioner og dansk udenrigspolitik. (Arkivfoto). <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Løsgængeren Marie Krarup stemte som den eneste mod forslaget. Hun mener, det udbreder cancel-kultur i danske uddannelsesinstitutioner og dansk udenrigspolitik. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Danske studerende skal ikke længere kunne få SU, hvis de studerer i Rusland eller Hviderusland.

Det har et flertal i Folketinget vedtaget.

De nye regler sker som følge af Ruslands angreb på Ukraine, lyder det i lovforslaget.

Kun løsgængeren Marie Krarup stemte mod forslaget.

- Jeg fordømmer naturligvis Ruslands invasion af Ukraine. Den er uretfærdig og forbryderisk.

- Men nogle gange er det en god idé også at afdække bevæggrundene til det uretfærdige og forbryderiske, sagde hun på talerstolen kort før afstemningen.

Ifølge hende skulle forslaget slet ikke kunne stemmes igennem i et "oplyst europæisk parlament".

Forslaget udbreder nemlig "cancel-kultur" til landets uddannelsesinstitutioner og gør det til en del af dansk udenrigspolitik, sagde Krarup.

Cancel-kultur bruges som regel i forbindelse med, at et samfund udelukker eller visse grupper eller synspunkter, fordi man ikke er enig.

Flere andre folketingsmedlemmer reagerede mod Krarups udtalelser. Blandt andet De Konservatives Rasmus Jarlov.

- Jeg er nødt til at bemærke, at jeg synes det er pinligt, at der er et medlem af Folketinget, der igen og igen har travlt med at lægge skylden for krigen konflikten med Rusland på Vestens og Danmarks side, sagde han.

Marie Krarup sagde efterfølgende, at Ramus Jarlovs personlige udskamning af hende, "ikke hører til nogen steder".

- Vi har ytringsfrihed i Danmark. Som medlem af Folketinget kan jeg godt gå på talerstolen og sige, hvad jeg mener.

Også selv om de fleste vil stemme for det her, sagde hun og henviste til vigtigheden i at udtale sin holdning, selv om Folketinget var ramt af en "lemmingeffekt".

Loven er midlertidigt og har en såkaldt solnedgangsklausul. Det betyder, at den automatisk bliver ophævet den 1. januar 2024.

Loven træder i kraft næste torsdag.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.