Militærforsker: Kanoner til Ukraine fjerner vigtig brik i dansk forsvar
Våbensystemet Caesar-haubitser er skræddersyet til den danske hærs behov, men det bliver nu sendt til Ukraine.

Forsvarsministeriet præsenterer artilleripjecen Caesar 8x8 i Oksbøl fredag den 12. november 2021. Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Hidtil har Danmark være villig til at sende våben og militært udstyr til Ukraine, som den danske hær selv kunne undvære, eller som stod overfor at skulle skiftes ud.
Men med regeringens beslutning om at sende det eftertragtede og helt nye våbensystem Caesar-haubitser til Ukraine, er der sket et markant skifte.
Det siger Kristian Søby Kristensen, seniorforsker ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet.
- Der er for alvor noget på spil, for nu handler det ikke om at tage ting, som har stået på reservedelslageret, eller som var forrige generations udstyr, eller andre ting, som forsvaret ikke rigtigt bruger, siger han.
- Nu er det systemer, som går til kernen i det danske forsvar, som de selv er i gang med at udvikle.
- Så det her gør virkelig ondt. Våbensystemet har været kernen i den begyndende genopbygning af den danske hær, og det her er en vigtig brik i den genopbygning, som nu bliver fjernet.
Ukraine har gennem længere tid bedt om at få artillerisystem Caesar, som produceres af det franske firma Nexter, doneret.
Danmark og det danske forsvar har ellers ventet på artillerisystemet i årevis. Det skal bruges til opbygning af 1. brigade på 4000 mand, som Danmark har lovet Nato.
Regeringens beslutning om at sende alle 19 kanoner, som Danmark ikke endnu har fået leveret fra producenten, til Ukraine, blev meldt ud efter et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn torsdag eftermiddag.
Her erkendte forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V), at det betyder, at opbygningen af 1. brigade bliver forsinket, men at der arbejdes på at finde en erstatning.
Det er dog ikke så lige til, lyder vurderingen fra Kristian Søby Kristensen.
- Der var jo en grund til, at det danske forsvar valgte at købe de her franske kanoner. Det er et produkt, som er skræddersyet til den danske hærs behov, siger han:
- Man kan sikkert finde nogle andre kanoner, men problemet er bare, at hele verden er ude og bestille militært udstyr. Så derfor er der pres på produktionen. Så det er ikke sådan, at man bare kan finde 19 alternative kanoner.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.