kriminalitet, lov og retfærdighed

Danskere i kamp i Ukraine får næppe særskilt hjælp til hjemrejse

100 danskere er ifølge Ukraines ambassadør i Danmark draget i kamp. Det er på eget ansvar, siger minister.

Over 100 danskere er ifølge den ukrainske ambassadør i Danmark taget til Ukraine for at kæmpe. Det er lovligt, siger minister, men det er på eget ansvar. Man skal ikke forvente hjælp. På billedet ses danske Simon på vej ind i Ukraine. (Arkivfoto).
Over 100 danskere er ifølge den ukrainske ambassadør i Danmark taget til Ukraine for at kæmpe. Det er lovligt, siger minister, men det er på eget ansvar. Man skal ikke forvente hjælp. På billedet ses danske Simon på vej ind i Ukraine. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 16:59

Danskere, der er taget til Ukraine for at kæmpe mod de russiske styrker, skal ikke forvente særlig hjælp til at komme ud igen.

Det understreger udenrigsminister Jeppe Kofod (S) torsdag.

Ukraines ambassadør, Mykhailo Vydoinyk, siger torsdag morgen til DR, at mindst 100 danskere er taget til Ukraine for at kæmpe.

Og det er ikke ulovligt, fortæller Jeppe Kofod. Men borgerne er på egen hånd, hvis de gør det.

- Det er på eget ansvar, at man er i landet, siger han.

Tirsdag oplyste Udenrigsministeriet, at der fortsat var omkring 70 danskere på den såkaldte danskerliste. Det er typisk borgere, der bor eller arbejder i Ukraine.

Nogle af dem vil gerne ud af landet.

Derfor har Udenrigsministeriet påbegyndt en undersøgelse af, om der er mulighed for at arrangere en evakueringsoperation med bus fra byen Lviv i Ukraine til Warszawa i Polen.

Men man skal ikke forvente, at der kommer et særskilt tilbud, hvis man er taget afsted for at kæmpe.

- Udenrigsministeriet fraråder enhver rejse til Ukraine. Landet er gået i rødt, som vi kalder det, siger Jeppe Kofod.

- Vi har længe opfordret alle danskere i Ukraine til at forlade landet og sagt, at der kan komme et tidspunkt - og det er allerede nu i store dele af landet - hvor vi ikke kan hjælpe danskere, der er blevet i landet. Så det er på eget ansvar.

Udenrigsministeriet oplyser, at det blandt andet skyldes, at de danske myndigheder på et tidspunkt kan løbe tør for muligheder for at operere i Ukraine.

- Den danske ambassade i Ukraine er midlertidigt lukket, og Udenrigsministeriet har meget begrænsede muligheder for at yde konsulær bistand i den nuværende situation, skriver ministeriet i et skriftligt svar.

- Der kan være områder af Ukraine, hvor Udenrigsministeriet ikke kan hjælpe danskere med at komme ud.

Udenrigsministeren vil ikke svare på, om regeringen vil hjælpe danskere, der tager afsted til Ukraine med våben eller beskyttelsesudstyr. Det er forsvarsministerens område.

- Men Danmark hjælper ukrainerne. Vi har også hjulpet med våben, ligesom de fleste andre europæiske lande har, siger han.

Flere danskere har været fremme i medier, der har fulgt deres vej til Ukraine, hvor de har meldt sig.

Ukraine rekrutterer aktivt til den internationale enhed. Der er oprettet en hjemmeside. Og processen indebærer en samtale med ambassadens forsvarsattaché, som blandt andet ser på militærerfaring.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden