forsvar

Minister og ordførere besøger de 800 danske soldater i Letland

I april vedtog Folketinget et forslag om at sende et dansk militært bidrag til Natos forsvar i Baltikum.

I juni besøgte forsvarsminister Morten Bødskov (S) Livgardens Kaserne i København og holdt en tale til Hold 2, som skal udsendes og afløse Hold 1 i Letland.
I juni besøgte forsvarsminister Morten Bødskov (S) Livgardens Kaserne i København og holdt en tale til Hold 2, som skal udsendes og afløse Hold 1 i Letland. Philip Davali/Ritzau Scanpix

I øjeblikket er cirka 800 danske soldater udstationeret i Letland for sammen med Nato at afskrække potentielle trusler i den østlige del af Europa, som grænser op til Rusland.

Torsdag får de danske tropper så besøg af udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og en række af Folketingets udenrigsordførere.

Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Det er ordførerne fra Venstre, SF, De Radikale, Enhedslisten og Nye Borgerlige som skal besøge det danske troppebidrag i Letland.

- Rusland har med sin brutale invasion af Ukraine skabt den største sikkerhedsmæssige krise på europæisk grund siden 2. verdenskrig, udtaler Jeppe Kofod i pressemeddelelse.

- Som naboer til Rusland - og på grund af deres historie - er de baltiske lande særligt udsatte, siger han og tilføjer, at han er "stolt af, at danske soldater nu er med til at skabe sikkerhed og tryghed i landet".

Den nuværende danske kampbataljon skal efter planen blive i Letland frem til november, hvorefter det bliver afløst af et nyt hold soldater.

Det næste hold soldater, som skal til Letland, kommer fra Den Kongelige Livgarde, men der kommer også til at indgå enheder og personel fra en stor del af Hærens øvrige regimenter.

I april vedtog Folketinget et beslutningsforslag om at sende danske militære bidrag til Natos kollektive forsvar i Baltikum. Det blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget. Kun Enhedslisten og Frie Grønne stemte imod.

Folketinget har med beslutningsforslaget givet mandat til, at der kan indsættes yderligere militære bidrag til Natos beredskab frem til udgangen af 2023.

Det første danske hold soldater blev sendt til Letland, få uger efter at beslutningsforslaget var blevet vedtaget.

Foruden bataljonsgruppen har Danmark også stillet køretøjer, et overvågningsfly, en fregat og mobil luftforsvarsradar til rådighed for Nato.

Styrkebidraget i Letland er på størrelse med det, Danmark i en periode havde udsendt i Afghanistan.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden