Minister vil forbyde buræg - men først i 2035

Fødevareministeren forbyder oprettelse af nye burhønseanlæg fra 2023. Resten skal udfases i løbet af 12 år.

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Rasmus Prehn (S) udfaser burægproduktion fra 2023. Samtidig bliver det ulovligt at oprette sig som ny producent. (Arkivfoto). <i>Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix</i>

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Rasmus Prehn (S) udfaser burægproduktion fra 2023. Samtidig bliver det ulovligt at oprette sig som ny producent. (Arkivfoto). Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Fra starten af 2023 bliver det ulovligt at starte som ny producent af buræg i Danmark. Samtidig skal eksisterende burægproducenter udfases i løbet af 12 år.

Det fortæller minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Rasmus Prehn (S).

- Der er rigtig mange fra industrien, i storkøkkener og i medicinalindustrien, der bruger buræg, så for at komme det sidste til livs, laver vi et forbud, siger han.

I 2015 fjernede Lidl buræg fra sit sortiment og siden også som ingrediens i egne fødevarer, og andre kæder som Dansk Supermarked og Coop fulgte efter.

I 2010 udgjorde buræg 61 procent af den samlede produktion af æg i Danmark. I 2021 var det tal faldet til knap 13 procent ifølge tal fra Danmarks Statistik.

Regeringen har spurgt Justitsministeriet til råds om, hvordan man undgår ekspropriation. Det ville betyde, at producenterne har krav på erstatning, fordi de ikke længere kan drive virksomhed.

- Vi har gerne villet udfase det med buræg hurtigst muligt. Men vi har jo et behørigt hensyn til dem, der har burægproduktion, siger Rasmus Prehn.

- Hvis det var mindre tid, vi krævede, så ville vi kunne komme ud i krav om ekspropriation. Det kommer vi udenom ved at lave denne her 12-årige udfasning, siger Rasmus Prehn.

Det er nærliggende at spørge ministeren, om den lange udfasning af burægproduktionen er et tegn på, at regeringen har lært af Minksagen.

- Det er svært at blande de to sager sammen, for der var en helt ekstraordinær sag, som handlede om folkesundheden.

- Men det er klart, at det står mejslet i granit, at sådan en situation vil vi ikke ud i en gang til, siger Rasmus Prehn.

Der er syv burægproducenter i Danmark, oplyser fødevareministeren.

Tirsdag den 13. september afleverede dyreværnsorganisationen Anima flere end 54.000 underskrifter for et forbud mod buræg til fødevareministeren.

Men ministeren lovede allerede i november 2020 at forbyde produktion af buræg efter behandling af et beslutningsforslag fra Enhedslisten. Her var Folketinget enig om at afskaffe burhøns.

Derfor kan Rasmus Prehn træffe beslutningen selv. Det sker ved en ændring af en bekendtgørelse om beskyttelse af æglæggende høns, der har hjemmel i dyrevelfærdsloven.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.