Ministerium indleder ikke sag mod ambassadør trods Tibet-kritik

Danmarks FN-ambassadør har fortsat "fuld tillid" fra Udenrigsministeriet, lyder det.

Politiet har i flere tilfælde søgt at hindre, at kinesiske gæster så for eksempel tibetanske flag eller hørte kritik af regimet. Udenrigsministeriet lagde pres på politiet, fastslog Tibetkommissionen mandag. (Arkivfoto). <i>Dennis Lehmann/Ritzau Scanpix</i>

Politiet har i flere tilfælde søgt at hindre, at kinesiske gæster så for eksempel tibetanske flag eller hørte kritik af regimet. Udenrigsministeriet lagde pres på politiet, fastslog Tibetkommissionen mandag. (Arkivfoto). Dennis Lehmann/Ritzau Scanpix

Udenrigsministeriet indleder ikke en personalesag mod Danmarks ambassadør ved FN i New York, Martin Bille Hermann, trods kritik fra Tibetkommissionen.

I en pressemeddelelse fredag skriver ministeriet, at man "efter en samlet vurdering af sagsforløbet" har besluttet, at ministeriet "ikke vil indlede en personalesag i forhold til ambassadør Martin Bille Hermann".

Martin Bille Hermann er blandt andet tidligere chef for ministeriets asienkontor.

Han har haft en omdiskuteret rolle i sagen, som i korte træk handler om, at Københavns Politi brød Grundloven, da det fjernede demonstranter ved konkrete besøg fra det officielle Kina.

Ifølge kommissionen tilskyndede Udenrigsministeriet politiet til at gøre de anti-kinesiske demonstranter usynlige.

Bille Hermann var med til at forberede kinesiske statsbesøg i både 2009 og 2012. I 2012 var han blandt modtagerne af en mail fra departementschef Claus Grube om, at man skulle undgå ansigtstab.

En af kommissionens konklusioner var ifølge Jyllands-Posten, at "Martin Bille Hermann havde særlig anledning til at tage skridt til at informere om, at de kinesiske ønsker ikke måtte føre til, at anti-kinesiske demonstranter blev holdt uden for præsidentens syns- og hørevidde, og at det er kritisabelt, at dette skete".

Men Udenrigsministeriet har trods kommissionens beretning fortsat "fuld tillid" til Martin Bille Hermann.

- Det bemærkes, at kommissionens centrale kritik af Udenrigsministeriets daværende håndtering af de pågældende besøg vedrører et kollektiv af medarbejdere, hvoraf Martin Bille Hermann tilfældigvis er den eneste, der fortsat er ansat i statens tjeneste, skriver Udenrigsministeriet.

Martin Bille Hermanns bisidder, advokat Pernille Backhausen, har ifølge Jyllands-Posten kaldt kritikken fra kommissionen "fejlagtig" i et høringssvar.

Tibetkommissionen kom mandag med sin beretning.

Udenrigsministeriet tager i øvrigt den hårde kritik til efterretning. I løbet af de kommende måneder vil man fastlægge en mere detaljeret opfølgning.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.