Naturfredere: Slukkede motorsave er godt nyt for presset natur

Nye naturnationalparker udgør under én procent af det samlede areal. Der er ifølge DN brug for langt mere.

15 naturområder landet over er udpeget som naturnationalparker.

Fem af områderne var kendt på forhånd, men torsdag er yderligere 10 steder tilføjet på danmarkskortet.

Her vil motorsavene blive slukket, landbrugsproduktion vil ophøre, og naturen vil få lov til at passe sig selv.

Det har naturen hårdt brug for, lyder det fra præsident i Danmarks Naturfredningsforening (DN) Maria Reumert Gjerding.

- Naturen i Danmark har det helt elendigt. Mange arter er truet, fordi de mangler levesteder. Det er det, vi forsøger at rette op på med naturnationalparker.

- For første gang tager vi nogle store arealer og siger: Her er det naturens behov, der har førsteprioritet. Vi skal ikke producere tømmer, der skal ikke være landbrug eller drives jagt. Det er en helt ny tænkning.

Danmark er ifølge DN-præsidenten et af de mest naturfattige lande i Europa.

For eksempel er 95 procent af de naturtyper, som Danmark er forpligtet til at beskytte, i såkaldt ugunstig tilstand.

Og 1844 arter i Danmarks natur er truede og risikerer at forsvinde på kort eller længer sigt.

De 15 naturnationalparker er i sig selv ikke tilstrækkelig til at genoprette naturen, lyder det fra Maria Reumert Gjerding.

- Det er under én procent af Danmarks areal, vi nu giver til naturen. Det er selvfølgelig alt for lidt. Men ikke desto mindre er det en utroligt vigtigt skridt i den rigtige retning.

Målet for det samlede areal, der skal beskyttes, bør ifølge DN-præsidenten være 10 procent af landets areal.

- Vi skal udvide nogle af de områder, der bliver udpeget nu. Jeg håber også, at vi får mulighed for at omlægge privatejede områder til naturnationalparker, og vi skal have omlagt mere landbrugsjord til natur.

Det er ikke alle brugere af naturen, der synes om naturnationalparkerne.

Flere steder har projekterne mødt lokal modstand, fordi parkerne indebærer, at der bliver sat hegn op og udsættes eksempelvis græssende køer og heste.

DN-præsidenten har forståelse for bekymringerne, men ser alligevel langt flere fordele end ulemper ved parkerne.

- Langt de fleste steder bliver det almindelige lave landbrugshegn, som vi kender det og har tusindvis af kilometer af i Danmark. Så der er ikke tale om meget høje hegn. Men det er nyt, og det skal vi vænne os til, siger Maria Reumert Gjerding.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden