Ny lov giver statsgaranti til boliglån i yderområder

Flertal i Folketinget vedtager ny lov, der giver danskere mulighed for at optage boliglån med statsgaranti.

Loven, der giver mulighed for statsgaranti på en del af boliglånet, er en gamechanger, lyder det fra formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard (billedet). (Arkivfoto). <i>Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix</i>

Loven, der giver mulighed for statsgaranti på en del af boliglånet, er en gamechanger, lyder det fra formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard (billedet). (Arkivfoto). Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix

Et flertal i Folketinget har tirsdag vedtaget en ny lov, der gør det muligt at optage et lån med statsgaranti til at købe en bolig på landet.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) kalder det i en pressemeddelelse for en "kæmpe sejr for danskere, der gerne vil bo i vores skønne landdistrikter".

- Med loven sikrer vi, at det ikke er postnummeret, der afgør, om man kan få et lån eller ej, og vi styrker dermed sammenhængskraften i Danmark, siger Simon Kollerup.

Med lovens vedtagelse kan de første danskere optage et lån med statsgaranti fra 1. juli.

Statsgarantien kan kun bruges i de tilfælde, hvor der ikke kan lånes på almindelige vilkår.

Garantien gælder den del af boliglånet, der ligger mellem 60 og 90 procent af boligens værdi.

For at være omfattet skal der være tale om en ejerbolig, der har en handelspris på under 8000 kroner kvadratmeter.

Alternativt kan man også blive omfattet, hvis man bor i et område, hvor den gennemsnitlige handelspris er under 8000 kroner per kvadratmeter. I så fald skal den pågældende ejerbolig have en handelspris på under 10.000 kroner per kvadratmeter.

Det drejer sig om cirka 200 postnumre.

Eksempelvis vil en familie, der gerne vil låne penge af kreditinstituttet til en ejerbolig på 130 kvadratmeter til én million kroner, kunne få et lån med statsgaranti på en del af boliglånet, hvis kreditinstituttet vurderer, det er nødvendigt for at yde lånet.

Her vil staten så kunne garantere 90 procent af belåningen i spændet 60 til 90 procent. Det vil sige 270.000 kroner.

Hos Landdistrikternes Fællesråd er man begejstret for initiativet.

Rådets formand, Steffen Damsgaard, kalder i en pressemeddelelse loven for en "gamechanger for boligmarkedet i landdistrikterne og for de forudsætninger, vi har for at drive udviklingen frem i hele landet".

Ordningen er tidsbegrænset til tre år.

Loven er vedtaget med støtte fra SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Frie Grønne, Alternativet samt seks løsgængere, der tidligere på året forlod DF's folketingsgruppe.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden