Ny turistattraktion meldt til politiet af kommune
Ulovligt byggeri og manglede godkendelse af restaurant har ført til, at Jammerbugt Kommune har politianmeldt Fun Art

Jammerbugt Kommune har udstedt påbud på grund af manglende byggetilladelser til restaurant og en ny bygning - desuden mangler der en ibrugtagningstilladelse til stedets restaurant. Arkivfoto: Martin Damgård
HUNE:Fun Art Blokhus er kommet i kommunal modvind blot et halvt år efter åbningen. Jammerbugt Kommune har i forbindelse med et besøg på ejendommen konstateret tre forhold, som ikke var efter bogen - nemlig en bygning, der ikke er søgt tilladelse til at opføre, manglende byggetilladelse og ibrugtagningstilladelse til stedets restaurant. Dette har ført til, at Jammerbugt Kommune har valgt at anmelde stedet til Nordjyllands Politi.
- Som kommunal myndighed har vi givet Fun Art et påbud, som vi skal, når vi konstaterer, at der er forhold, der ikke er lovlige. Men de påbud er imidlertid ikke blevet efterlevet, og derfor har næste skridt været en politianmeldelse, siger Michael Krogsgaard (V), der er formand for Teknik- og Miljøudvalget.
4. november var medarbejdere fra Plan- og Miljøafdelingen ude og besigtige ejendommen, hvilket resulterede i, at Fun Art Blokhus 7. november modtog et kommunalt påbud om at standse et byggeri på grunden, da det er ulovligt. Desuden kunne kommunen konstatere, at den gamle staldbygning er ombygget til en restaurant, og det er der ikke søgt om tilladelse til, hvilket betyder, at der så heller ikke er givet en ibrugtagningstilladelse. Derfor er der tale om ulovlig drift af restaurant, fastslår forvaltningen.
- Der er en landzonetilladelse, som giver tilladelse til at drive en café med plads til 50 personer, men det kræver, at bygningen skal være godkendt til den del, og det er den ikke. Der mangler blandt andet de brandtekniske godkendelser, siger Michael Krogsgaard.
Udvalgsformanden er blevet mødt af flere, der har stillet spørgsmålstegn ved, hvordan det var muligt at afholde julefrokoster i forrige weekend, når stedet ikke har de fornødne godkendelser i hus.
Men kommunen kan ikke gøre mere i sagen, siger udvalgsformanden.
- Vi kan ikke agere politibetjente og sikre, at stedet holder lukket, siger Michael Krogsgaard og understreger, at hverken han, udvalget eller forvaltningen er er ude på at sætte en kæp i hjulet for Fun Art.
- Helt overordnet er der tale om et spændende initiativ, som er et plus for området og hele kommunen, men det er klart, at vi er nødt til at få plangrundlaget på plads. Den del arbejder vi på, siger han.
Fun Art fik sidste år en landzonetilladelse, der giver mulighed for etablering af fodboldgolfbane og tilhørende servicefaciliteter. Ifølge forvaltningen omfatter dette en café til omkring 40-50 personer, men da der er tale om ændret anvendelse af en bygning, kommer man ikke udenom, at det vil kræve en byggetilladelse og en tilladelse til ibrugtagning.
- Fra kommunal side vil vi gøre alt for at hjælpe, så de kan drive en mindre café, indtil der foreligger en lokalplan, der giver dem lov til at drive en større restaurant, som den de har i dag, siger Michael Krogsgaard.
Udvalgsformanden vurderer, at lokalplanforslaget er på udvalgets møde i januar, og herefter skal det i otte ugers høring, hvorefter udvalget og kommunalbestyrelsen skal behandle sagen.
Fun Art er ejet af Jens Boelskifte og Kim Godiksen. Nordjyske har kontaktet Kim Godiksen, der ikke ønsker at kommentere på sagen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.