Nye sager kan dukke op i udredning af dansk-grønlandsk forhold

Sager, der endnu ikke er belyst, kan dukke op i ny udredning, siger Grønlands landsstyreformand.

Statsminister Mette Frederiksen, lagmand Bárður á Steig Nielsen og landsstyreformand Múte Bourup Egede holder pressemøde efter et møde i det nye kontaktudvalg i Tórshavn, Færøerne. <i>Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix</i>

Statsminister Mette Frederiksen, lagmand Bárður á Steig Nielsen og landsstyreformand Múte Bourup Egede holder pressemøde efter et møde i det nye kontaktudvalg i Tórshavn, Færøerne. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

I den udredning af forholdet mellem Danmark og Grønland, som de to parter torsdag er blevet enige om, kan der dukke sager op, der ikke har været fremme før.

Det siger landsstyreformand Múte B. Egede (IA) på et fælles pressemøde i færøske Tórshavn, hvor der har været møde mellem Rigsfællesskabets regeringsledere.

- Der kan også være nogle enlige sager – og det er ikke sikkert, der er - som er nødt til at komme op til overfladen og belyst på en ordentlig måde, hvor der er nogle forskere, der kommer ind og vurderer, hvad det er for nogle bevæggrunde, der har været på det tidspunkt, siger Múte B. Egede.

Udredningen skal afdække perioden fra Anden Verdenskrig og frem til i dag, oplyste Statsministeriet tidligere torsdag.

Fokus er de væsentlige politiske beslutninger, begivenheder og øvrige forhold, der har præget udviklingen af Grønland og befolkningen samt forholdet mellem selvstyret og Danmark.

- Vi er nødt til at se, hvad fortiden har gjort af grumme beslutninger, som er nødt til at komme frem i lyset, siger landsstyreformanden.

Senest er en sag om en spiralkampagne på Grønland dukket op.

Den handler om, at danske læger i Grønland fra 1966 og mange år frem opsatte spiraler på ekstraordinært mange kvinder og piger helt ned til 13 år - mange uden samtykke. En spiral er en form for prævention.

Men den sag lyder umiddelbart ikke til at blive en del af den brede udredning.

- Spiralsagen har vores eget parlament besluttet, at der skal laves en særskilt undersøgelse på.

Mute B. Egede siger videre, den grønlandske og den danske sundhedsminister har "dialog i gang" om det grønlandske ønske om en undersøgelse.

- Den sag har sit eget liv og er nødt til at blive belyst ordentligt for de grumme ting, der er foregået på det tidspunkt.

Statsminister Mette Frederiksen (S) kalder udredningen for en vigtig aftale.

- Der er gode beslutninger, og der er dårlige beslutninger, der er truffet i den periode (som udredningen skal undersøge, red), siger hun på pressemødet om Danmarks rolle i Grønland.

- En af forudsætningerne for at have et godt samarbejde i dag er, at vi tør at se ind i vores historie og få større viden og indsigt i, hvad der går forud for vores tid.

- At turde at konfrontere vores fælles historie giver os i virkeligheden en bedre forudsætning for at fortsætte vores samarbejde og den sameksistens, som vi har de to lande imellem.

Hun nævner, at det under sagen med eksperimentbørnene, som hun har undskyldt på vegne af Danmark for, "blev ret tydeligt, at der er foregået en række andre ting, der ikke rigtig har været fremme i lyset".

- I hvert fald ikke i Danmark, siger Mette Frederiksen videre.

Kommissoriet for udredningen skal være færdig til oktober 2022. Politikere og embedsmænd skal indtil da diskutere, hvad der skal undersøges.

Det er uafhængige forskere, der skal stå for udredningen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden