Økonom: Statsministeren kom i byen med det forkerte tal

Finansministeriets beregning kan ikke kobles direkte sammen med Konservatives 2030-plan, siger seniorøkonom.

Statsminister Mette Frederiksen (S) ses her efter tv-debatten på DR søndag aften, hvor hun til De Konservatives formand Søren Pape Poulsens store undren sagde, at hans partis 2030-plan vil betyde fyring af 40.000 offentligt ansatte. <i>Keld Navntoft/Ritzau Scanpix</i>

Statsminister Mette Frederiksen (S) ses her efter tv-debatten på DR søndag aften, hvor hun til De Konservatives formand Søren Pape Poulsens store undren sagde, at hans partis 2030-plan vil betyde fyring af 40.000 offentligt ansatte. Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

- Jeg vil sige det på den måde, at hun har ret i pointen, men hun er simpelthen blevet sendt i byen med det forkerte tal.

- Mette Frederiksen ser ud til at være blevet rådgivet efter, at Søren Pape vil have nulvækst, og det er ikke lige præcis det, Søren Pape har lagt frem.

Sådan siger Niels Storm Knigge, seniorøkonom ved tænketanken Kraka, om statsminister Mette Frederiksens (S) påstand om, at 40.000 offentligt ansatte vil blive fyret frem mod 2030, hvis De Konservatives 2030-plan bliver realiseret.

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, måtte da også spørge statsministeren "hvor har du de tal fra?" under den tv-transmitterede debat på DR søndag aften mellem de tre statsministerkandidater, hvor Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen var den tredje deltager.

Mette Frederiksen postulerede, at "du lægger op til en nulvækst eller en vækst på 0,1 procent, og det betyder så store fyringsrunder i den offentlige sektor", hvilket Søren Pape Poulsen stod uforstående over for.

Statsministeren havde bevæbnet sig med et dugfrisk svar fra Finansministeriet til De Konservatives finansordfører, Rasmus Jarlov.

I notatet skønner Finansministeriet, at den offentlige beskæftigelse vil falde med 41.000 personer frem mod 2030, hvis der er nulvækst i det offentlige forbrug.

De Konservative har imidlertid ikke foreslået nulvækst, men en realvækst i det offentlige forbrug på lidt over 0,1 procent om året.

- Søren Papes plan indeholder en lille positiv realvækst i det offentlige forbrug, siger Niels Storm Knigge.

- Så det tal, Mette Frederiksen skulle have sagt, ligger et sted mellem 30.000 og 35.000, siger han.

Mads Lundby Hansen, der er cheføkonom ved den borgerlig-liberale tænketank Cepos, peger på, at det er meget svært at spå om den offentlige beskæftigelse i fremtiden.

- Man skal huske, at når der er offentlig nulvækst, så betyder det, at man fremover, hvis man ønsker det, kan finansiere præcist lige så mange offentligt ansatte som i dag og lige så mange sygesenge og skolebøger som i dag.

- Det skyldes, at lønrammen under offentlig nulvækst bliver reguleret med lønstigningerne. Det offentlige forbrug består grundlæggende af to dele, udgifter til offentligt ansatte og udgifter til varekøb.

- Lønrammen bliver reguleret med lønstigningen og varerammen med prisstigningerne. Så hvis man ønsker det, kan man have et uændret antal offentligt ansatte, for det er der egentlig råd til, siger han.

Mads Lundby Hansen forklarer, at når Finansministeriet har regnet sig frem til, at den offentlige beskæftigelse vil falde med 41.000 ved nulvækst i det offentlige frem mod 2030, så skyldes det, at ministeriet lægger til grund, at kommunerne, regionerne og staten i så fald vil købe flere varer fra den private sektor.

- Om det kommer til at ske, ved vi ikke. De enkelte institutioner har som udgangspunkt den samme økonomiske ramme som i dag under offentlig nulvækst. En ramme, der bliver reguleret med løn og prisstigninger, siger han.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.