Op mod hver fjerde voksne er udfordret af digitalisering

Tænketanken Justitia vurderer i rapport, at digitalisering skaber "vilkårlig retssikkerhed" for mange voksne.

Digitaliseringen af den offentlige sektor er en udfordring for op mod en fjerdedel af den voksne befolkning, og det skaber "vilkårlig retssikkerhed" for "mange borgere".

Det vurderer den juridiske tænketank Justitia i en ny rapport.

- Det kan være borgere, som i forvejen er socialt udsatte eller ældre borgere, borgere med handicap, borgere med anden etnisk oprindelse og grupper af ufaglærte, siger Birgitte Arent Eiriksson, forfatter til rapporten og vicedirektør i Justitia, i en pressemeddelelse.

- Deres manglende digitale kompetencer kan betyde, at borgere, der hidtil har været velfungerende, bliver reduceret til ressourcesvage borgere i mødet med den digitale offentlige sektor, eller at en allerede eksisterende udsathed forstærkes.

Dermed risikeres en "yderligere skævvridning af samfundet", konkluderer Justitia.

Problemer med digitalisering kan betyde, at borgere eksempelvis mister hjælp og støtte, som de ellers er berettiget til.

Andre kan være afhængige af, at venner og familie hjælper med det digitale.

Justitia anbefaler Folketinget at skabe et såkaldt digitalt fripas. Ellers bør digitale selvbetjeningssystemer være et tilbud og ikke en pligt, lyder det.

Generelt mener tænketanken også, at Folketinget skal have større indflydelse på digitaliseringen af den offentlige sektor. Det skal ske gennem brede politiske aftaler.

Til Politiken fortæller fagforeningen 3F, at "rigtig mange" af deres 261.000 medlemmer enten har brug for hjælp til det digitale eller "allerede har lidt et tab af ydelser eller rettigheder som konsekvens".

- Digitaliseringen af den offentlige sektor er en god løsning for rigtigt mange mennesker. Men ikke for alle. Et samfund skal kendes på, hvordan det behandler sine svage. Det gælder i høj grad også for de digitalt svage, siger Tina Christensen, næstformand i 3F, til Politiken.

Socialdemokratiets indenrigsordfører, Birgitte Vind, siger til avisen, at digitaliseringen har "måske en overgang taget overhånd".

- Og det ved jeg, at regeringen er meget optaget af. Det er jo indiskutabelt, at vi ikke skal stille nogen dårligere, fordi de ikke kan finde ud af at være digitale, siger Birgitte Vind til Politiken.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden