Vindmøllerne

- Oplevelsen af Skagen bliver totalt smadret - de må bare købe et længere kabel

Venstre er vild med den grønne omstilling - men ikke fire kilometer fra kysten

Op mod 40 vindmøller syd/øst for Skagen. Det vil Venstre ikke være med til. 
Op mod 40 vindmøller syd/øst for Skagen. Det vil Venstre ikke være med til.  Privatfoto

Opdateret kl. 16:27

SKAGEN: - Det vil totalt ændre oplevelsen af Skagen. Der er jo ikke nogen grund til, at møllerne kun skal opstilles fire kilometer fra land. Møllerne skal længere ud, og European Energy kan bare købe et længere kabel. 

Peter Sørensen er gruppeformand for Venstre i Frederikshavn Kommune, og så bor han i øvrigt i Skagen. 

Han - og de øvrige medlemmer af Venstres byrådsgruppe - er helt på det rene med, at politikerne er nødt til at diskutere grøn omstilling for at bevare naturen. Og at man bliver nødt til at tage den grønne omstilling særdeles alvorligt.

Her vil European Energy gerne undersøge, om det er muligt at opsætte mellem 10 og 40 vindmøller.  Grafik: Jette Klokkerholm

Alligevel er Peter Sørensen irriteret over et forslag om en ny havvindmøllepark, som skal ligge syd/øst for Skagen. 

Det er European Energy, som har indsendt en ansøgning til Energistyrelsen. 

European Energy ønsker at foretage en forundersøgelse af muligheden for at opstille mellem 10 og 40 havvindmøller med en højde på mellem 180 og 270 meter. 

Det er staten, som er myndighed på havvindmølleparker. Dermed er Frederikshavn Kommune blot høringspart i sagen. 

Fire kilometer

- Vi ved, at European Energy gerne vil opstille vindmøller fire kilometer fra kysten. Men ellers er projektet jo voldsomt ukonkret. Skagensområdet har i rigtig mange år været kendt for det store udsyn og det store åbne land med blandt andet Hulsig Hede. Alt det bliver smadret, hvis der kommer til at stå op mod 40 vindmøller. Så har man ødelagt en stor del af den natur, som man egentlig vil bevare. Det er da et paradoks, siger Peter Sørensen, som hellere så, at vindmøllerne kommer til at stå 10 eller 12 kilometer fra kysten. 

På byrådsmødet onsdag aften stiller Venstre et ændringsforslag, der handler om, at Frederikshavn Kommune skal gøre indsigelse i forhold til projektet fra European Energy.

En del af teksten lyder sådan her: 

"Venstre ønsker at kommunen bruger sin indsigelsesmulighed i forhold til forundersøgelsesansøgning om Frederikshavn Nord Vindmøllepark.

Venstre ønsker, at forvaltningen udfærdiger et høringssvar, hvori det meddeles Energistyrelsen, at man ikke kan acceptere den meget kystnære placering."

Hør lige her

Formanden for plan- og miljøudvalget, Peter Nielsen (S), forventer ikke, at kommunen sender en indsigelse af sted efter byrådsmødet. 

- Hør lige her: European Energy beder om lov til at lave en forundersøgelse, hvor blandt andet sejlruter, fiskepladser og natur vil blive vendt og drejet. Det er kun en forundersøgelse, det her. Det er ikke en vedtagelse af en lokalplan, og det er slet ikke en godkendelse af at opstille en række vindmøller, siger Peter Nielsen. 

Udover at Venstre gerne vil indsende en indsigelse, vil partiet også sikre, at kompetencen til at afgive høringssvar for energiprojekter på havet forbliver i byrådet - og ikke overdrages til plan- og miljøudvalget.     

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden