Optimistisk Mette F. varsler dage uden svar på mulige regeringspartier

De "næste mange dage" er det "for tidligt" at sige, hvilke partier Mette Frederiksen kan se i bred regering.

Fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) var flankeret af partifællerne Nicolai Wammen (til venstre) og Morten Bødskov (til højre), da hun mødte pressen efter regeringsforhandlinger mandag. <i>Emil Helms/Ritzau Scanpix</i>

Fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) var flankeret af partifællerne Nicolai Wammen (til venstre) og Morten Bødskov (til højre), da hun mødte pressen efter regeringsforhandlinger mandag. Emil Helms/Ritzau Scanpix

Fungerende statsminister og kongelig undersøger Mette Frederiksen (S) er fuld af positive ord om mandagens regeringsforhandlinger på Marienborg.

Hun er både "meget optimistisk efter i dag" og "meget fortrøstningsfuld", mens at forhandlingerne "lover godt".

I løbet af dagen har Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Moderaterne, Venstre, SF og De Konservative været forbi Marienborg.

Det er dog "for tidligt" at sige noget om, hvilke partier der kunne indgå i hendes ønskede brede regering, lyder det fra Mette Frederiksen.

- Det bliver nok desværre svaret på spørgsmålet de næste mange dage, siger hun.

Ingen partier er dog sorteret fra endnu, lyder det.

- De partier, der har været her i dag, ønsker at samarbejde. Om det så er i regering eller ikke i regering er ikke afklaret endnu, siger Mette Frederiksen.

Danmarksdemokraterne er foreløbig det eneste parti, der har meldt sig ud af forhandlingerne.

Emnet mandag var sundhedsområdet, men ifølge Mette Frederiksen er "vi allerede også begyndt at tage hul på lidt bredere velfærdsdiskussioner".

- Hvordan vi indretter vores velfærdssamfund, hvordan vi sikrer noget mere frihed rundt omkring, mere tillid og mere ledelse og dermed også et rum til en mere gennemgående fornyelse af vores velfærdssamfund, siger Mette Frederiksen.

På et spørgsmål om fællesmængde i politikken mellem Socialdemokratiet og Venstre svarer hun:

- Jeg synes, at fællesmængden er stor. Det betyder ikke, at partierne er enige om det hele. Og det gælder partierne bredt.

- Men der er en stor fællesmængde, og jeg synes det, der adskiller de diskussioner, vi har nu fra tidligere, er en bred erkendelse af, at vi ikke kan fortsætte på samme måde med at drive vores velfærdssamfund.

- Der er behov for nogle mere grundlæggende forandringer, og det går på tværs af partierne.

Regeringsforhandlingerne på Marienborg fortsætter tirsdag fra klokken 09, oplyser Socialdemokratiet i en pressemeddelelse mandag aften.

Temaet er fortsat sundhedsområdet, og forhandlinger "forventes at vare til midt på eftermiddagen".

Første parti på Marienborg er De Radikale. Partiet var ikke på Marienborg mandag.

Desuden skal Nye Borgerlige til sættemøde, efter partiet ikke nåede det fredag.

Ved valget tirsdag fik rød blok 90 mandater og dermed flertal. Men Mette Frederiksen er udpeget som kongelig undersøger til at afsøge en bred regering, som hun gik til valgkamp på.

Det er dog kun De Radikale og Moderaterne, der indtil videre har erklæret sig enig i den analyse.

Eksempelvis ønsker Enhedslisten og SF, at Mette Frederiksen danner en rød regering.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.