regering og Folketing

Dansk Metal: Lønudspil kan gøre overenskomstforhandlinger svære

Formand for Bupl Elise Rimpler ser ikke problemer i lønudspil og mener, at det kan tiltrække flere pædagoger.

Regeringen præsenterede onsdag dets udspil om højere lønninger i den offentlige sektor på et pressemøde.
Regeringen præsenterede onsdag dets udspil om højere lønninger i den offentlige sektor på et pressemøde. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 13:03

Regeringens udspil om at hæve lønnen over en årrække for udvalgte faggrupper i den offentlige sektor bliver taget godt imod hos Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund (Bupl).

Det siger formand Elisa Rimpler.

- Vi mener, at det er et rigtig godt og modigt træk af Socialdemokratiet, og det er det, der skal til, hvis vi skal fremtidssikre de store samfundskritiske velfærdsområder, som lige nu lider.

- Som pædagoger har vi et historisk betinget lønefterslæb, som vi skal have gjort op med. Så vi ser det her som den helt rigtige vej at gå, siger hun.

Regeringen har ikke meldt ud, hvilke faggrupper der skal have mere i løn.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har dog ifølge Berlingske og DR nævnt daginstitutioner som et område, der skal have del i lønstigningerne.

En af begrundelserne for de højere lønninger er, at man vil have besat stillinger, hvor der lige nu er rekrutteringsproblemer.

Elisa Rimpler mener, at lønstigninger vil gavne efterspørgslen efter pædagoger.

- Det vil betyde et rigtig godt skridt i den rigtige retning. Vi mangler allerede nu akut 4000 pædagoger og kommer til at mangle 14.000 pædagoger i fremtiden, fordi der kommer 55.000 flere børn.

- Så det her med at vi skridt for skridt kan gøre det mere attraktivt at tage en uddannelse som pædagog og være pædagog, det er den rigtige vej at gå, siger hun.

Hos Dansk Metal er man bekymret over, at politikere blander sig i lønforhold.

Det fortæller Erik Bjørsted, der er cheføkonom i Dansk Metal.

- Vi mener, at det skaber en farlig præcedens og en farlig praksis.

- Fordi traditionelt har vi i Danmark været gode til, at lønmodtagerne og arbejdsgiverne af sig selv aftaler nogle gode overenskomster, som også gør os bæredygtige ude i den store verden, siger han.

Dansk Metal understreger, at kritikken ikke er møntet på Socialdemokratiets udspil, men derimod på partier fra både rød og blå blok, der vil blande sig i lønforhold.

Regeringen lægger op til, at udspillet skal forhandles ved trepartsforhandlinger med arbejdsmarkedets parter.

Selv om parterne bliver involveret, frygter Erik Bjørsted, at de offentlige lønninger kan komme til at diktere lønudviklingen.

- Når nu politikerne allerede står og er klar med en lønpose her lidt længere ude i fremtiden, så er det noget, vores medlemmer bemærker, siger han.

Derfor mener Bjørsted, at lønkravene ved de overenskomstforhandlinger, som Dansk Metal skal have i 2023, vil blive større som følge af udspillet.

- Det kan jo være en glidebane, som gør, at det bliver vanskeligere at komme ud med en ansvarlig overenskomst, hvor vi også bevarer konkurrenceevnen, siger han.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden