Pape beklager møde med dominikansk regeringstop under ferie

Søren Pape beklager, at han under en ferie i 2018 mødtes med regeringstoppen fra Den Dominikanske Republik.

Formand Søren Pape Poulsen (K) beklager sit møde med regeringstoppen fra Den Dominikanske Republik under en ferie i 2018. Det siger han torsdag ifølge TV 2's hjemmeside.

Den daværende justitsminister informerede ikke Udenrigsministeriet, som ministre ellers normalt gør, når de mødes med medlemmer af andre landes regeringer. Og det skulle han have gjort, siger han i programmet "Lippert" på TV 2 News.

- Set i bagklogskabens klare lys skal jeg jo ikke tage den slags møder. Jeg skal i hvert fald sikre mig, at jeg orienterer om det.

- Men det er jo ikke nogen møder, der har betydning for Danmark, siger han til TV 2.

I 2018 var Søren Pape Poulsen justitsminister i en regering med Venstre, Liberal Alliance og De Konservative. Også den daværende socialminister, Mai Mercado (K), og den daværende udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg, der på det tidspunkt var medlem af Venstre, var med på den private ferie.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har bedt om en redegørelse i sagen fra Søren Pape Poulsen.

- Jeg finder det stærkt problematisk, at vi i dag ikke kan få at vide, hvad der rent faktisk er blevet sagt. For det er vi nødt til at vide, når Danmark fører udenrigspolitik, sagde Jeppe Kofod tirsdag til Jyllands-Posten.

Avisen har gennem aktindsigter afdækket, at Søren Pape Poulsen som justitsminister holdt ministermøder uden om Udenrigsministeriet og uden at have været i kontakt med den lokale, danske ambassade.

Søren Pape Poulsen beklager i "Lippert" på TV 2 News også, at han tilbage i 2014 præsenterede sin kæreste som nevø til den daværende præsident i Den Dominikanske Republik.

- Det er klart, at det skulle jeg have tænkt over. Vi skulle ikke have sagt det på den måde. Det bliver jo forstået meget konkret herhjemme, og det forstår jeg sådan set godt, siger han til mediet.

Søren Pape Poulsen fastholder, at hans kæreste har en relation til den tidligere præsident, om end den ikke er biologisk.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.