Pape mister igen terræn i ny statsministermåling

Søren Pape Poulsen går tilbage og Ellemann frem i ny måling på, hvem danskerne foretrækker som statsminister.

Selv om den konservative formand Søren Pape går tilbage i en ny måling, er det mest sandsynligt, at det enten bliver ham eller Mette Frederiksen (S), der sidder i statsministerstolen efter et valg. Ifølge politiske iagttagere.  <i>Arkivfoto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix</i>

Selv om den konservative formand Søren Pape går tilbage i en ny måling, er det mest sandsynligt, at det enten bliver ham eller Mette Frederiksen (S), der sidder i statsministerstolen efter et valg. Ifølge politiske iagttagere.  Arkivfoto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Selv om Mette Frederiksen (S) er under hård beskydning fra De Radikale, og ultimatummet om valg eller mistillid nærmer sig skæringsdatoen, er hun den af de tre kandidater, flest danskere foretrækker som statsminister.

Det viser en måling, Voxmeter har foretaget for Ritzau.

I målingen, der er foretaget fra 12.-19. september blandt 761 respondenter, peger 50,4 procent på den nuværende statsminister.

30,8 procent siger Søren Pape Poulsen, den konservative formand. Ugen inden lå han på 33,6 procent og ugen før det på 35,2 procent.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, tager til gengæld et spring op og går fra 14,2 til 18,8 procent.

Det bør, mener politisk kommentator Hans Engell, vække bekymring hos de to store borgerlige partier.

Nok går Ellemann frem, men ikke nær så meget, som Venstre kunne have håbet, siger han:

- Det mest opsigtsvækkende er i virkeligheden, at Jakob Ellemann-Jensen, til trods for at Mette Frederiksen er ude i hård vind, og Pape har haft nogle møgsager, stadig står så svagt, som han gør.

- Især fordi Venstre og Konservative i meningsmålingerne ligger meget tættere. De ligger helt på samme niveau. Det plejer at være sådan, at når et parti vinder frem i målingerne, er det ikke mindst partilederen, der trækker.

Han nævner, at Papes fald i målingerne både kan skyldes de kritiske historier om hans nu tidligere ægtefælle og striden om økonomien i De Konservatives 2030-plan.

- Samlet set er det klart, at Pape og De Konservative nu er i en fase, hvor det er helt afgørende, at målingerne begynder at rulle den anden vej. En fase, hvor vi ikke kan vide, om Papes nedtur fortsætter, eller om det stabiliserer sig, siger Hans Engell.

De to borgerlige kandidater får tilsammen støtte fra i alt 49,6 procent mod altså 50,4 procent til Mette Frederiksen som nok også har en fordel af at være den eneste røde statsministerkandidat i målingen, understreger Engell.

Det tætte løb mellem rød og blå afspejler sig også i den nyeste meningsmåling for partierne fra Voxmeter, som viser næsten dødt løb.

De Radikale holder fast ved at udtrykke mistillid til regeringen, hvis ikke Mette Frederiksen udskriver valg senest 4. oktober. Ultimatummet kom allerede før sommer på baggrund af minksagen.

Et mistillidsvotum vil tidligst kunne blive stillet i folketingssalen 6. oktober.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.