Papes ungdomsparti vil kæmpe for at bevare forsvarsforbehold

Mens De Konservative på Christiansborg vil af med EU-forbehold, vil ungdomspartiet kæmpe for at bevare det.

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen (K), kommer ikke til at kunne regne med sit ungdomsparti, Konservativ Ungdom, til den kommende valgkamp for eller imod forsvarsforbeholdet. Pape vil have afskaffet forbeholdet, mens ungdomspartiet vil føre valgkamp for at bevare det. (Arkivfoto). <i>Emil Helms/Ritzau Scanpix</i>

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen (K), kommer ikke til at kunne regne med sit ungdomsparti, Konservativ Ungdom, til den kommende valgkamp for eller imod forsvarsforbeholdet. Pape vil have afskaffet forbeholdet, mens ungdomspartiet vil føre valgkamp for at bevare det. (Arkivfoto). Emil Helms/Ritzau Scanpix

Mens De Konservatives partiformand, Søren Pape Poulsen, vil have Danmarks forbehold for EU's forsvarssamarbejde afskaffet, kommer De Konservatives ungdomsparti til at kæmpe for at bevare det.

Konservativ Ungdoms formand, Magnus von Dreiager, fortæller til Politiken, at ungdomspartiet er modstander af at afskaffe forbeholdet og aktivt vil føre kampagne for at bevare det.

- Vi går ind for at bevare forsvarsforbeholdet, fordi vi ikke mener, vi skal afgive for meget magt til EU og er glade for de forbehold, vi har i dag, siger han til Politiken.

- Vi synes ikke, vi skal indgå i et tættere forsvarssamarbejde i EU; vi burde hellere lægge al vores fokus og kræfter i det øvrige Nato.

Søren Pape Poulsen selv har ifølge Politiken tidligere kæmpet for at holde afskaffelse af EU-forbeholdene ude af partiets partiprogram. Det var før, han var formand.

Men søndag aften stod Søren Pape Poulsen sammen med regeringen og tre andre partier bag et kompromis om dansk sikkerhedspolitik, der indeholdt en folkeafstemning om forbeholdet på forsvarsområdet.

Her talte han for at afskaffe forbeholdet:

- Jeg håber, at vi får afskaffet forbeholdet, så vi frit kan vælge at deltage i missioner, sagde han søndag ifølge Politiken.

På Facebook lagde han samme aften en video op, hvor han siger:

- Nato er det centrale omdrejningspunkt, men jeg håber af hele mit hjerte, at du vil stemme ja til at afskaffe forbeholdet.

Også partiets politiske ordfører, Mette Abildgaard, forklarer til Politiken, at det længe har været linjen i partiets folketingsgruppe, at forsvarsforbeholdet skal afskaffes.

Aftalen om at sætte forbeholdet til afstemning blev indgået søndag. Det var en del af en større aftale om dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

Med i aftalen var også, at Forsvarets budget skal øges frem mod 2033. Her skal udgifterne til forsvar nå to procent af bruttonationalproduktet ifølge aftalen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.