Partier vil hjælpe afhoppere fra Kreml og den russiske hær

Flere partier ønsker at hjælpe desertører fra den russiske hær og embedsmænd, der vender Putin ryggen.

Liberal Alliance mener, at Danmark skal sende et klart og tydeligt signal til blandt andre russiske soldater om, at de er velkommen, hvis de ikke vil være med i krigen mod Ukraine.

Det skal også gælde ansatte og embedsmænd i den russiske stat, som ikke vil understøtte regimet.

- Vi skal tilbyde et alternativ til den russiske soldat eller embedsmand, som ønsker at bryde ud, siger Alex Vanopslagh, som er partileder i Liberal Alliance.

- Jeg er med på, at det nok ikke lige er en nyhed, der breaker i russisk stats-tv, men ikke desto mindre, så vil det være et stærkt signal.

Alex Vanopslagh forestiller sig, at russiske soldater og embedsmænd måske kan få en form for politisk asyl. Men det skal undersøges, hvordan en helt konkret ordning kan komme til at se ud.

Alex Vanopslagh vil presse på for, at regeringen vil tage sagen op, og at Danmark kan komme til at gå forrest med hjælp. Resten af EU skal følge trop, mener han.

Mads Fuglede, som er udlændingeordfører i Venstre, mener som Alex Vanopslagh, at der er behov for særlig hjælp til den gruppe af russere, som vender den russiske præsident Putin ryggen. Men hele EU skal med.

- Vi skal lægge et pres på, så vi får løftet samtalen i EU-regi. Det er jo tydeligt, at der er mange i Rusland, som er forfærdede over det, de oplever. Og hvis de vidste, at der er en vej ud af det, så tror jeg, at de vil vælge det, siger han.

Sidste uge blev et politisk flertal enige om en særlov, der skal give beskyttelse til de ukrainske krigsflygtninge.

Særloven giver mulighed for at styre uden om de normale asylregler. Det betyder, at de ukrainske flygtninge automatisk får midlertidig opholdstilladelse i Danmark i to år.

Kathrine Olldag, som er udlændingeordfører i Radikale, ønsker også at tage imod russiske soldater og embedsmænd. Hun mener dog, at politikerne skal se på den eksisterende udlændingelovgivning i stedet for at lave endnu en særlov.

- Vi burde have set og erfaret så mange scenarier, at vi kan sætte os ned og nogle generelle bestemmelser for at hjælpe, siger hun.

Udlændingeordfører i Enhedslisten Rosa Lund mener, at russiske soldater og embedsmænd allerede er omfattet af den nuværende udlændingelovgivning. Hun retter derfor en appel til regeringen.

- Regeringen bør sende en klar, offentlig besked ud om, at Danmark selvfølgelig er klar til at tage imod alle, der flygter fra Putins krig. Også desertører og mennesker, der har arbejdet i den russiske stat, siger hun.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.