Pia Kjærsgaard: Jeg er meget glad efter al den turbulens

Det ser ud til, at Dansk Folkeparti kommer ind, og partistifteren har ikke andet i tankerne lige nu.

- Jeg er meget glad for efter denne turbulente periode, at vi er over spærregrænsen, siger DF-formand Pia Kjærsgaard. <i>Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix</i>

- Jeg er meget glad for efter denne turbulente periode, at vi er over spærregrænsen, siger DF-formand Pia Kjærsgaard. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Det ser ud til at blive det værste valg i Dansk Folkepartis historie.

Alligevel er Pia Kjærsgaard lettet. For efter en svær periode ser det ud til, at Dansk Folkeparti, som hun stiftede i 1995, forbliver i Folketinget.

- Jeg er meget glad for efter denne turbulente periode, at vi er over spærregrænsen, siger Kjærsgaard.

- Det har jeg arbejdet for 24/7. Jeg er stået op klokken halv seks og gået i seng klokken 24. Det tror jeg godt, at men kan se.

Pia Kjærsgaard har været medlem af Folketinget siden 1984 og ser tilbage på en svær valgperiode.

- Det har ubetinget været den sværeste nogensinde. Fordi vi har stået, som vi har stået, og fordi vi har været det igennem, vi har været igennem.

I 2015 fik partiet hver femte stemme.

Siden har DF oplevet markant modgang, og sidste år trak Kristian Thulesen Dahl, som også var med fra begyndelsen, sig fra formandsposten.

Morten Messerschmidt overtog formandsposten for DF i vinter efter et beskidt kampvalg på et ekstraordinært årsmøde i begyndelsen af året.

Partiet har været martret af Meld og Feld-sagen med Messerschmidt i centrum.

Desuden har DF mistet en række medlemmer efter formandsopgøret til Inger Støjbergs nye parti, Danmarksdemokraterne.

Men alt det vil Pia Kjærsgaard ikke tale om.

Da hun bliver forholdt spørgsmålet om, at hun måske ikke selv kommer i Folketinget, vender hun sig om for at tale med en anden journalist.

- Det har været meget tumultarisk. Det ved I alt om. Jeg tror ikke, at nogen partier har været ude for så meget på så kort tid.

Det er stadig uvist, om Pia Kjærsgaard kommer i Folketinget.

- Prøv lige at hør den store side af det. Det ser ud til, at Dansk Folkeparti kommer ind. Jeg har oprigtig talt ikke det andet i tankerne lige nu, siger hun.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.