Pia Olsen Dyhr: Blød EU-sikkerhedspolitik taler til SF'eren

SF anbefaler ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet. Pia Olsen Dyhr kan dog godt forstå, at der er tvivlere.

Pia Olsen Dyhr (SF) har onsdag afgivet sin stemme ved et valgsted på en skole i Københavns Sydhavn. Hun anbefaler et ja til at afskaffe Danmarks forsvarsforbehold i EU. (Arkivfoto). <i>Philip Davali/Ritzau Scanpix</i>

Pia Olsen Dyhr (SF) har onsdag afgivet sin stemme ved et valgsted på en skole i Københavns Sydhavn. Hun anbefaler et ja til at afskaffe Danmarks forsvarsforbehold i EU. (Arkivfoto). Philip Davali/Ritzau Scanpix

Der er mange tvivlere op til onsdagens afstemning om forsvarsforbeholdet.

Og selv om SF - ligesom hovedparten af Folketingets partier - anbefaler et ja til afskaffe forbeholdet i EU, kan partiformand Pia Olsen Dyhr godt forstå, at der er tvivlere.

Det fortæller hun, da hun onsdag taler med pressen, i forbindelse med at hun stemmer på en skole i Københavns Sydhavn.

- SF har altid gode tænksomme, kloge mennesker, som selvfølgelig også kan tvivle på det her spørgsmål - ligesom alle andre vælgere. Så jeg kan godt forstå, hvis der er nogle af dem, der har tvivlet, siger hun.

Men hun håber, at vælgerne har lagt vægt på, at der ifølge hende er en "blød" sikkerhedspolitik i EU og er endt med at stemme ja.

- Så tror jeg, at der er mange SF'ere, der siger, at EU kan noget andet. Den mere sådan bløde, fredsbevarende sikkerhedspolitik er mere oplagt for en venstreorienteret at stemme på.

- Det, at man faktisk fører en blød sikkerhedspolitik i EU, i modsætning til noget af det, vi har set i Nato, siger hun.

SF er et af de fem partier, som med det såkaldte nationale kompromis blev enige om at sende det danske forsvarsforbehold til afstemning. På trods af, at den tidligere SF-formand Holger K. Nielsen betragtes som hovedarkitekten bag forbeholdet.

Holger K. Nielsen mener dog nu på linje med Pia Olsen Dyhr, at forsvarsforbeholdet skal afskaffes på grund af den nye sikkerhedspolitiske situation efter Putins invasion af Ukraine.

Forsvarsaftalen fra marts betyder også, at der årligt skal bruges yderligere 18 milliarder kroner på det danske forsvar.

Det ligger ellers ikke i SF's dna at bruge milliarder af kroner på Forsvaret, når pengene kunne bruges på sundhedspersonale, pædagoger og grøn omstilling.

SF har dog den seneste tid flyttet sig betragteligt i forhold til Forsvaret. Det erkendte Pia Olsen Dyhr blandt andet i sin tale på SF's landsmøde i marts.

Fra landsmødets talerstol betonede hun vigtigheden af, at SF er med til at sørge for Danmarks sikkerhed.

Stemmestederne lukker onsdag aften klokken 20.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.