"Destruktive og illoyale": Politikere skældes ud i mail til alle ansatte
Ifølge borgmesteren er tiden inde til at råbe op
Opdateret 25. april 2023 kl. 07:27
JAMMERBUGT: En destruktiv tilgang, illoyalitet over for politiske kolleger og ingen respekt for regler om samvær og samarbejde med administrationen.
Sådan beskyldes de fire oppositionspolitikere i Jammerbugt Kommune for at arbejde.
Det sker i et brev, der er underskrevet af de politiske ledere af Venstre, Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti og sendt til både politikerne, pressen, direktionen og medarbejderne i Jammerbugt Kommune.
I brevet skriver politikerne, at de før i tiden kunne komme i mål med fælles beslutninger, selvom de har været uenige, og at de er klar over, hvilke beføjelser, der følger med hvervet som lokalpolitiker.
Men sådan er det tilsyneladende ikke længere.
- Ved seneste valg bliver der valgt politikere, der primært har det som mål at skabe splid og utryghed. Og det er ikke sundt for borgerne, de ansatte eller Jammerbugt Kommune, skriver de.
Nordkorea og Putin
De fire kritiserede politikere er John Bjerg (UP), Merete Fuglsang Hansen (Lokallisten Jammerbugt), og de to konservative medlemmer Jørgen Ravn Christensen og Johnny Solberg.
Sidstnævnte havde i sidste uge et læserbrev i Nordjyske, hvor han satte spørgsmålstegn ved fyringen af en medarbejder, hvis mand, Michael Binderup, tidligere har kritiseret kommunen.
Solberg skrev, at man ikke skal frygte for sit job, selvom ens ægtefælle har været kritisk overfor kommunen.
- Det lyder næsten som en tilgang, vi kender fra Nordkorea eller Putins hjemland
En udmelding, som flertallet i kommunalbestyrelsen nu vil have jurister til at undersøge for, hvorvidt det er injurierende og ærekrænkende.
Samvær og samarbejde
For borgmester og medunderskriver Mogens Chr. Gade (V) handler brevet om få genskabt et stærkt fællesskab i kommunalbestyrelsen.
- Vi har nogle gode, vedtagne principper om samvær og samarbejde, og vi ønsker, det skal præge samarbejdet fremover. Sådan har det ikke været de seneste år, og det, synes vi, er ærgerligt for Jammerbugt Kommune, vores medarbejdere og vores borgere.
Borgmesteren mener ikke, at brevet, der er sendt bredt ud i kommunen, eskalerer konflikten mellem konstitueringspartierne og oppositionen. Faktisk har deres kritik været nævnt flere gange på møder, forklarer han.
- Det her er ikke et first call. Det er en slags nødret for at få det her bragt frem i lyset, sådan at alle, der undrer sig over det, kan forstå, hvad det er, vi føler som flertalsgruppe.
Ud over at genskabe et godt samarbejde og samvær har meningen med brevet også været at fortælle kommunens personale, at det politiske flertal står bag dem, og at fortælle borgerne i kommunen, hvordan konstitueringspartierne ser samarbejdet i kommunen.
Afviser kritikken
Jørgen Ravn Christensen, der udtaler sig på vegne af Konservative og dermed halvdelen af de udskældte politikere, forstår ikke kritikken.
Ifølge ham er den langt over mål.
- Hvis det, at man er uenig, gør, at man er svær at samarbejde med, så ja, så er vi svære at samarbejde med. Men vi er valgt på baggrund af vores holdninger. Vi vil nogle andre ting med Jammerbugt Kommune, end det store flertal vil.
- For os virker det som om, at det er fordi, vi tillader os at være uenige, at de stempler os som nogen, der er kværulanter.
Jørgen Ravn Christensen mener heller ikke, at hans kollega Johnny Solberg sammenligner kommunen med Nordkorea i sit læserbrev, men at han sætter spørgsmålstegn ved, om man kan.
- Selvfølgelig er det at sætte tingene på en spids, men det er for at skabe debatten. At debatten så ender i, at folk vil til at sagsøge os, vidner måske mere om, hvad vi er oppe imod, end hvad vi står for, siger Jørgen Ravn Christensen, der også undrer sig over, at det er tilladt at sende et politisk motiveret brev ud til kommunens ansatte.
En udstrakt hånd
På borgmesterkontoret understreger Mogens Chr. Gade, at problematikken ikke handler om, at man ikke må være uenige.
- Vi har ikke en intention om, at vi alle skal være enige. Vi har et ønske om, at vi får en mere værdig dialog med hinanden i de fora, vi deltager i. Det kan være, det skaber flere fælles løsninger, men det er ikke for at bremse nogens ret til at være uenig. Det er jo et af demokratiets vilkår, og det har man lov til at forfølge.
I skriver i brevet, at ”vedseneste valg bliver der valgt politikere, der primært har det som mål at skabe splid og utryghed”. Hvordan skal det være med til at skabe et bedre samarbejde, at I skriver det her om jeres byrådskolleger?
- Det skal det, fordi vi rækker hånden frem. Det her er en orientering om, hvordan vi føler, det er. Men vi har ikke et ønske om, at det skal være sådan. Vi er bare nødt til at forklare den undrende omverden, hvordan vi opfatter det.
Borgmesteren forklarer, at alle har en mailknap, der gør det muligt at sende besked ud til alle i Jammerbugt Kommune, og at de fire byrådsmedlemmer fra oppositionen også har den mulighed, hvis de ønsker at bruge den.
- Vi holder ikke mund
Og det vil de overveje, fortæller Jørgen Ravn Christensen.
- Det ligger da lige til højrebenet, at vi skal fortælle dem, hvordan vi ser sagen. Den skal ikke kun belyses fra én side.
Er I fire gode nok til at debattere ordentligt med byrådskollegerne, selvom I er uenige?
- Ja, det synes vi, at vi er. Men hvis der er 23, der siger, vi ikke er, så får vi aldrig ret i den påstand.
- Men vi holder os til at gå efter bolden og undgår at gå efter manden. Vi bruger heller ikke dyre advokater, når vi ikke kan få vores vilje. Jeg synes faktisk, vi holder en pæn og flot tone.
Næste kommunalbestyrelsesmøde i Jammerbugt Kommune er torsdag 27. april.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.