Politik

Politikere vil sætte Rebildfesten på pause efter nye Trump-tilnærmelser

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har igen ytret et ønske om at ville overtage Grønland.

Rebildfesten er en tradition, som har fundet sted siden 1912, og den markerer den amerikanske uafhængighedsdag 4. juli. Her er det fra 2025-markeringen. (Arkivfoto).
Rebildfesten er en tradition, som har fundet sted siden 1912, og den markerer den amerikanske uafhængighedsdag 4. juli. Her er det fra 2025-markeringen. (Arkivfoto). Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Rebildfesten, som hvert år finder sted i Rebild Bakker i Nordjylland, og som markerer den amerikanske uafhængighedsdag 4. juli, skal sættes på pause i år, mener en række folketingspolitikere.

Det skriver DR.

Det er Preben Bang Henriksen (V), Peder Hvelplund (EL) og Per Larsen (K), som mener, at Rebildfesten skal sættes på pause på grund af USA's seneste meldinger om at ville overtage Grønland.

- Det ville jo være fuldstændig absurd, at vi i en situation, hvor USA gør krav på en del af rigsfællesskabet, altså udviser klart imperialistiske interesser over for for Grønland og vil tage et land imod grønlændernes eget ønske, der skal vi selvfølgelig ikke pleje venskabsbånd med dem, siger Peder Hvelplund ifølge DR.

Meldingen kommer, efter at det tidligere på ugen kom frem, at Aalborg Kommune trækker støtten til Rebildfesten, hvis ikke rammerne ændres. Betingelsen er, at officielle repræsentanter fra USA ikke længere må indgå i det officielle program.

Det sagde borgmester i Aalborg Lasse Frimand Jensen (S) til Nordjyske onsdag aften. Beslutningen er truffet på et møde i kommunens økonomiudvalg.

- Vi ønsker fortsat at markere venskabet med USA, men vi vil ikke blåstemple den nuværende amerikanske regerings ageren over for kongeriget Danmark, sagde han til Nordjyske.

USA's præsident, Donald Trump, har før udtrykt ønske om at gøre Grønland til en del af USA, og i 2026 har han ved flere lejligheder gentaget sin ambition om at ville overtage Grønland, som er en del af rigsfællesskabet sammen med Danmark og Færøerne.

Det har betydet, at den danske regering og embedsværket er kommet på overarbejde.

Den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, har meddelt, at han vil mødes med Danmark, altså formentlig udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, i næste uge. Hvor, hvornår og hvordan det skal finde sted, vides endnu ikke. Det er også ventet, at Grønlands minister for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, skal deltage i det møde.

Rebildfesten er en årlig tradition, som har fundet sted i Nordjylland siden 1912.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden