Politisk flertal støtter forslag om prisloft på energi

Både regeringen og Venstre bakker op om europæisk prisloft og mener, at Rusland bruger gas som våben.

- Vi kan alle sammen mærke, at priserne galoperer derudad og særligt priserne på energi. Det er dybt bekymrende. Vi er i en økonomisk krig med Rusland, siger Jakob Ellemann-Jensen (V). (Arkivfoto). <i>Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix</i>

- Vi kan alle sammen mærke, at priserne galoperer derudad og særligt priserne på energi. Det er dybt bekymrende. Vi er i en økonomisk krig med Rusland, siger Jakob Ellemann-Jensen (V). (Arkivfoto). Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Der er flertal i Folketinget for et prisloft på el og gas, fordi Rusland har sat markedet ud af kraft og forsøger at skabe splid i Europa.

Det mener formand Jakob Ellemann-Jensen (V), der også støtter idéen fra EU-Kommissionen, som skal diskuteres på et møde mellem energiministrene fredag.

- Vi kan alle sammen mærke, at priserne galoperer derudad og særligt priserne på energi. Det er dybt bekymrende. Vi er i en økonomisk krig med Rusland.

- Den eneste måde, vi kan dæmme op for det, er ved at stå sammen. Det er at udvise solidaritet med hinanden. Det lægger man op til fra kommissionens side, og det er nødvendigt i en situation som denne. Det tager vi dybt alvorligt, siger han.

For et halvt år siden indledte Rusland en krig mod Ukraine, hvilket er med til at sende prisen på energi i vejret.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, præsenterede onsdag flere forslag, hvoraf et loft på el og russisk gas var en del af det.

Det skal være med til at tøjle de galoperende energipriser.

Et prisloft vil konkret sige, at EU-landene beslutter, hvor meget man maksimalt vil betale for eksempelvis russisk gas. Dermed bliver det i teorien EU - og ikke Rusland - som sætter prisen på gas.

EU-Kommissionens formand mener, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, manipulerer med energimarkederne og tvinger prisen på gas op for de europæiske forbrugere og virksomheder.

Rusland lukkede endnu engang lørdag for forsyningen til Europa via gasledningen Nord Stream 1 på ubestemt tid.

Statsminister Mette Frederiksen (S) sagde onsdag kort efter præsentationen af kommissionens forslag, at hun er positiv over for dem.

- Gassen bruges som våben i den kamp, der er om frihed i Europa. Hvis det fortsætter, ser vi ind i en meget, meget alvorlig situation med gasmangel og priser, som kan komme endnu højere op, sagde hun.

Rusland har truet med at lukke for hanerne fuldstændig, men den trussel afviser statsministeren, fordi Europa ikke skal lade sig true.

Hun er både positiv over for et fælles europæisk loft eller et individuelt loft, som medlemslandene beslutter.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.