Politisk kommentator spår dårlige chancer for en bred regering

Både Venstre og Konservative er for svækkede til at gå i regering over midten, mener politisk kommentator.

Jakob Ellemann-Jensen (V) og Søren Pape Poulsen (K) står begge svagt efter dårlige valg, mener politisk kommentator Hans Engell. Det er et skidt udgangspunkt for at indgå i et regeringssamarbejde, siger han. (Arkivfoto). <i>Philip Davali/Ritzau Scanpix</i>

Jakob Ellemann-Jensen (V) og Søren Pape Poulsen (K) står begge svagt efter dårlige valg, mener politisk kommentator Hans Engell. Det er et skidt udgangspunkt for at indgå i et regeringssamarbejde, siger han. (Arkivfoto). Philip Davali/Ritzau Scanpix

Mette Frederiksen vil ikke lykkes med at skabe en bred regering hen over midten.

Det mener Hans Engell, der er politisk kommentator for Ekstra Bladet.

- Jeg ser det ikke for mig. Jeg tror, at Mette Frederiksen om et par uger vil sige, at det ikke kan lade gøre, siger han.

Hans Engells skepsis skyldes blandt andet, at både Venstre og Konservative har fået et rigtigt skidt valg.

Venstre er gået 20 mandater tilbage, mens Konservative mister 2 mandater. I meningsmålinger for blot to måneder siden lå partiet dog til at få et langt bedre valg.

De to partier vil have et dårligt udgangspunkt for at indgå i et bredt regeringssamarbejde, siger Hans Engell.

- Når man lige har tabt et valg med pibe og trommer, har man brug for en periode til at komme til kræfter.

- At gå ind i et midterprojekt vil stille meget store krav til dem, og det tror jeg ikke, at de kan leve op til, siger han.

Der er samtidig store politiske uenigheder mellem de to blå partier og Socialdemokratiet.

Her peger Hans Engell på skattelettelser, en CO2-afgift i landbruget og arbejdsmarkedspolitik som nogle af de største knaster.

Han forudser derfor svære forhandlinger.

Blandt mulige regeringssamarbejder over midten er SMV - Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre - blevet nævnt.

Men det hænger dårligt sammen med, at Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, både før og under valgkampen har stillet sig meget kritisk over for Mette Frederiksen, siger Hans Engell.

- Det vil kræve rigtigt meget styrke fra ham at skulle forklare sit bagland, at den statsminister, som han har banket løs på i de sidste to år, vil han pludselig i regering med, siger den politiske kommentator.

Lidt bedre ser det ud, hvis samarbejdet kunne blive endnu bredere og inkludere Konservative og Radikale Venstre.

Men hverken den ene eller anden mulighed er for alvor levedygtig, er vurderingen fra Hans Engell.

Han forudser, at det kan tage op til en måned at få dannet en ny regering. Den vil basere sig på det flertal, som rød blok har opnået ved valget, mener han.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.