Politisk redaktør: Meget taler for Lidegaard som ny radikal leder

De Radikales folketingsgruppe skal udpege en ny politisk leder, efter at Sofie Carsten Nielsen er gået af.

Sofie Carsten Nielsen (tv.) var onsdag formiddag til partilederdebat, blandt andre med Mette Frederiksen (th.), inden hun få timer senere takkede af som politisk leder for De Radikale. <i>Philip Davali/Ritzau Scanpix</i>

Sofie Carsten Nielsen (tv.) var onsdag formiddag til partilederdebat, blandt andre med Mette Frederiksen (th.), inden hun få timer senere takkede af som politisk leder for De Radikale. Philip Davali/Ritzau Scanpix

Tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard er et godt bud på en ny politisk leder for De Radikale.

Det vurderer Casper Dall, politisk redaktør på Avisen Danmark.

Sofie Carsten Nielsen valgte onsdag at trække sig fra posten, og derfor skal De Radikales folketingsgruppe finde en ny leder.

- Meget kan tale for, at Martin Lidegaard ender med at blive ny leder, hvis han ønsker det, siger Casper Dall.

Lidegaard bejlede til posten i 2020 men tabte kampvalget til Sofie Carsten Nielsen.

- Det kunne meget vel tænkes, at det var Martin Lidegaards tur nu til at stå i spidsen for De Radikale, siger Casper Dall.

Foruden at have ministererfaring er Lidegaard aktuelt næstformand for partiets folketingsgruppe.

De Radikale fik en tilbagegang og gik fra 16 til 7 mandater ved tirsdagens valg. Onsdag takkede Sofie Carsten Nielsen af som politik leder.

- Stemmetallene viser meget tydeligt, at der ikke er tillid til mig. Og uanset om jeg bliver valgt ind eller ej, så er mandatet for svagt. Vælgernes stemmer vil noget andet, og det har jeg den største respekt for, sagde Sofie Carsten Nielsen onsdag eftermiddag, hvor hendes egen skæbne ikke var afgjort endnu.

Hun opnåede genvalg. Optællingen viste, at Sofie Carsten Nielsen, der var med til at fremtvinge et valg i utide, fik 2467 personlige stemmer. Det er 6488 færre end ved 2019-valget.

De Radikales nedtur har betydet, at blandt andre politisk ordfører Andreas Steenberg og Rasmus Helveg Petersen er røget ud af Folketinget.

Ingen har endnu offentligt meldt ud, at de vil være ny radikal leder. Men vedkommende skal findes blandt Martin Lidegaard, Samira Nawa, Zenia Stampe, Lotte Rod, Katrine Robsøe og Christian Friis Bach.

- Det er noget, som den radikale folketingsgruppe suverænt bestemmer, og derfor behøver man ikke føre en offentlig kampagne eller sørge for, at der er nogen i baglandet, som kender til ens kandidatur, siger Dall.

Den første opgave for en ny radikal leder er en stor en af slagsen. Fredag har S-formand Mette Frederiksen, der er kongelig undersøger, indkaldt Folketinget partier til regeringsforhandlinger.

Mette Frederiksen og Socialdemokratiet er gået til valg på at danne en regering hen over den politiske midte. Og det er fortsat linjen, har Mette Frederiksen understreget, selv om der er et rødt flertal. Dog kun hvis man tæller tre nordatlantiske mandater med.

De Radikale og Moderaterne er de to øvrige partier, der i lighed med Socialdemokratiet ønsker en regering hen over midten.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.