Preben stoppede som minkavler to år før corona - alligevel får han erstatning

Preben Tonnisen anslår selv, at hans farm var cirka 6,5 millioner kroner værd i nyanskaffelse. Men nu er den svær at sælge

Preben Tonnisen er en af de 290 minkavlere, der har søgt om erstatning og som ikke havde mink i burene i 2020, hvor alle mink skulle slås ned.  <i>Privatfoto</i>

Preben Tonnisen er en af de 290 minkavlere, der har søgt om erstatning og som ikke havde mink i burene i 2020, hvor alle mink skulle slås ned.  Privatfoto

REBILD: Preben Tonnisen går mellem de mange gabende tomme bure på sin tidligere minkfarm i Øster Hornum.

- 1600 avlshunner havde jeg, siger den tidligere minkavler.

Faktisk har burene stået tomme allerede fra to år inden coronapandemien, hvor Preben Tonnisen selv valgte at lukke minkfarmen ned. 

- Jeg var kommet i en alder, hvor jeg gerne ville til at have mere fri. Det var et kæmpeansvar at stå med dyrene 365 dage om året, forklarer han.

- Jeg var et konkurrencemenneske og havde toppet som minkavler.

Derfor valgte han at lukke minkfarmen og startede i stedet sin egen tømrervirksomhed.

Selvom han selv tog beslutning om at lukke ned, allerede år forinden minksagen ramte Danmark, kan han nu se frem til en erstatning fra en milliardpulje.

I 2018 valgte Preben Tonnisen at lukke minkfarmen, der sidenhen har stået tom. <i>Privatfoto</i>

I 2018 valgte Preben Tonnisen at lukke minkfarmen, der sidenhen har stået tom. Privatfoto

Hver fjerde minkavler havde ingen mink

I går kom det frem, at cirka hver fjerde minkavler, der har søgt erstatning, ikke havde nogen mink i burene i 2020, hvor statsminister Mette Frederiksen meldte ud, at alle mink i Danmark skulle slås ned. Det viser en ny undersøgelse fra Fødevareministeriet, som Minksekretariatet har lavet for DR

Men selvom Preben Tonnisen ikke havde holdt mink i cirka to år, sikrer en politisk aftale ham - og 289 af hans tidligere minkavlerkollegaer - at de alligevel kan se frem til en erstatning. 

Der bliver nemlig også udbetalt erstatning for bygninger, maskiner og redskaber.

- Jeg synes, det er fuldstændig misbrug af skatteborgernes penge, lyder det i følge DR fra Enhedslistens gruppeformand, Peder Hvelplund.

Men den tidligere minkavler føler sig godt berettiget til den kommende erstatning. 

Millioner bundet op

- Jeg står med et kæmpe produktionsapparat. Min minkfarm er blevet værdiløs. Man lukker et helt erhverv ned, og jeg ser ikke, hvordan man kan drive det her videre, siger Preben Tonnisen.

For med ét raslede værdien ned på ejendommen. 

- Jeg vil tro, at minkfarmen stod i omkring 6,5 millioner i nyanskaffelse på det tidspunkt, siger han.

De penge blev lynhurtigt bundet op i ejendommen, fordi det er svært at finde købere til minkfarme.

- Vi står med vores produktionsapparater, som bliver fuldstændig værdiløse. Det er ikke en situation, som vi selv har sat os i, siger Preben Tonnisen.

Min minkfarm er blevet værdiløs, lyder det fra Preben Tonnisen. <i>Privatfoto</i>

Min minkfarm er blevet værdiløs, lyder det fra Preben Tonnisen. Privatfoto

En køber på hånden - men...

Preben er 63 år, og med et langt liv på landet er han nu kommet på andre tanker.

- Jeg vil gerne flytte til byen. Men jeg føler mig bundet, og jeg kan ikke komme nogle steder, siger han.

Dog er der dukket en køber op til ejendommen, men minkfarmen er en klar hæmsko.

-  Jeg aner ikke, hvilken erstatning jeg kan se frem til. Der kommer vist fem mand ud og skal vurdere ejendommen og kigge tingene igennem, siger han.

Så et salg af ejendommen bliver en kompliceret størrelse lige nu.

- Jeg har en køber, der gerne vil købe min ejendom, men med den forudsætning, at jeg skal involveres i, hvordan minkfarmen skal nedlægges i fremtiden, siger han. 

Der er sat 19 milliarder kroner af til erstatninger til minkavlerne. Det er den samme pose penge, som Preben Tonnisen kan forvente at få erstatning fra. 

Hvornår der dukker nogle op på hans minkfarm, ved han endnu ikke. Ligesom han endnu ikke ved, hvor stor en økonomisk erstatning, han kan se frem til.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.