Professor kalder statsministers grønne flymål realistisk

Helt grønne indenrigsrejser med fly i 2030 kan lade sig gøre. Politik har spændt ben hidtil, mener professor.

Det er realistisk, at Danmark vil kunne lade kunder flyve helt grønt med indenrigsfly i 2030.

Sådan lyder det fra Henrik Wenzel, der er professor i grøn omstilling ved Syddansk Universitet.

- Tidsfristerne er realistiske. Det er det helt rigtige at gøre, siger han.

Statsminister Mette Frederiksen (S) meddelte i sin nytårstale lørdag, at kunder i Danmark skal kunne tilvælge grønne indenrigsfly i 2025, og at de skal kunne flyve helt grønt med indenrigsfly i 2030.

Der mangler dog incitament til, at branchen kan sætte gang i de grønne fly, mener Henrik Wenzel.

- Det handler simpelthen om, at man finder en model, hvor man tillader at lægge en klimaafgift på flybilletten, siger Henrik Wenzel fra Syddansk Universitet.

Det er derfor et politisk problem, mener han.

- Det har der tidligere været noget bøvl med at få lov til af regeringen, da man ikke historisk politisk bare kan lægge afgifter på.

Regningen skal ligge hos forbrugeren, siger han. Men den vil være lille, understreger han.

- Det er måske 50 kroner ekstra hver vej. Det er ingenting i forhold til, at tog i forvejen er dyrere, siger Henrik Wenzel.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Kendt kok skal i retten: Her er tiltalen
Luk