Professor: Mette F. kan ikke blankt fraskrive sig ansvar i minksag

Tre jurister mener, at embedsfolks afhøringer om minksagen er belastende for statsministeren.

Mette Frederiksen har fastholdt, at ansvaret for minksagen lå hos Fødevareministeriet og daværende fødevareminister Mogens Jensen (S), da mink var deres fagområde. <i>Philip Davali/Ritzau Scanpix</i>

Mette Frederiksen har fastholdt, at ansvaret for minksagen lå hos Fødevareministeriet og daværende fødevareminister Mogens Jensen (S), da mink var deres fagområde. Philip Davali/Ritzau Scanpix

Vidneudsagn i Minkkommissionen udfordrer statsminister Mette Frederiksens (S) forklaring om, at hun ikke personligt har et ansvar for det manglende lovgrundlag i minksagen.

Det vurderer flere juraprofessorer, der peger på, at forklaringer fra embedsmænd i Fødevarestyrelsen og Rigspolitiet modsiger statsministerens hovedforsvar.

- Statsministeren kan ikke blankt fraskrive sig ansvaret i minksagen, når hun faktisk har haft indflydelse på det udførende led i embedsværket, siger professor i jura på Københavns Universitet Kristian Lauta til Jyllands-Posten.

Mette Frederiksen har fastholdt, at ansvaret for minksagen lå hos Fødevareministeriet og daværende fødevareminister Mogens Jensen (S), da mink var deres fagområde.

På et pressemøde 4. november 2020 var det dog statsministeren, der meldte beslutningen om at aflive mink ud.

Både Mette Frederiksen og regeringen har afvist beskyldninger om, at hun udstak en "ulovlig ordre", da hun udtalte, at "alle mink skal aflives".

En anden jurist finder embedsmændenes forklaring belastende for statsministeren, mens en tredje siger, at vidnerne peger på, at Frederiksen "underspiller" sin rolle.

Flere embedsfolk har forklaret, at de så pressemødet som udslagsgivende for deres medvirken til at sætte gang i aflivningen af mink.

Det rokker ved statsministerens forsvar i minksagen, vurderer juraprofessor fra Syddansk Universitet Frederik Waage.

- Mødet belaster hende, fordi hun her iværksætter hele operationen. Uanset hvordan man vender og drejer det, er meldingen på pressemødet de facto en ordre, som kan give hende problemer, når ansvaret skal placeres, siger han til Jyllands-Posten.

I en notits har Justitsministeriet vurderet, at en minister ikke kan give en "ordre" af retlig bindende karakter på et pressemøde.

Omvendt peger juristerne på dels sagens karakter, og at det er selveste statsministeren, der kommer med en hastende udmelding.

Kommissionen afsluttede sine afhøringer i januar og ventes at aflevere sin beretning til juni.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.