Professorer kalder departementschefs telefonindkøb interessant

Departementschef Barbara Bertelsen købte nye telefoner under sms-sag ifølge avis.

Det kan have offentlighedens interesse, at departementschef i Statsministeriet - Barbara Bertelsen - har købt to nye telefoner og oprettet et telefonabonnement, samtidig med at sagen om slettede sms'er kørte i november.

Det vurderer Michael Gøtze, der er professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet over for Berlingske.

- Meget taler for, at oplysningerne om telefonkøbene må have offentlig interesse, siger han til avisen.

Ifølge Berlingske købte Barbara Bertelsen en ny telefon i november. Det skete samme dag som statsminister Mette Frederiksen holdt et pressemøde, hvor hun svarede på spørgsmål om slettede sms'er.

To dage efter købte Barbara Bertelsen endnu en telefon.

Tim Knudsen, professor emeritus ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, er enig i vurderingen af, at det kan have offentlighedens interesse. Det siger han til Berlingske.

Statsministeriet oplyser til Berlingske, at Barbara Bertelsen har haft en arbejdstelefon og en egenbetalt privattelefon siden november 2021.

Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance mener, at telefonindkøbene bør undersøges nærmere. Det siger de til Berlingske.

Frederik Waage, der er professor og i forfatnings- og forvaltningsret mener ikke, at Berlingskes oplysninger er mistænkeliggørende. Det siger han til avisen.

Han understreger, at man også har ret til privatliv som departementschef. Det kan derfor give god mening, at en departementschef ønsker en telefon til arbejde og en telefon til private samtaler.

Hanne Fugl Eskjær, der er formand for Djøfs forening for Offentlige Chefer, er enig i, at det er helt naturligt at adskille arbejds- og privattelefoner.

- Som embedsmand skal man naturligvis kunne have et privatliv, som ikke bliver underkastet offentlighedens indsigt. Alt andet vil være helt uhørt og i yderste konsekvens en krænkelse af privatlivets fred, siger hun i en kommentar til Ritzau.

Hun advarer imod, at politikere mistænkeliggør embedsfolk.

- Det gavner hverken tilliden til vores demokratiske systemer eller den offentlige forvaltning, tilføjer hun.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.