regering og Folketing

Psykiatrifond vil sætte børn og unge først i finansloven

Det er psykiatriens tur, siger læger om finanslovsudspil fra regeringen. Fond vil sætte børn og unge først.

Ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke (S) skal finansloven bidrage til at finansiere en tiårsplan for psykiatrien, som partierne i Folketinget i øjeblikket forhandler om. (Arkivfoto).
Ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke (S) skal finansloven bidrage til at finansiere en tiårsplan for psykiatrien, som partierne i Folketinget i øjeblikket forhandler om. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 18:34

Psykiatri og psykiske lidelser er et område, der bliver talt meget om i disse måneder, blandt andet på grund af politiske forhandlinger om en tiårsplan for psykiatrien.

Ikke desto mindre føler organisationen Psykiatrifonden ikke, at området bliver prioriteret tilstrækkeligt, efter at finansminister Nicolai Wammen (S) onsdag har fremlagt regeringens udspil til en finanslov for 2023.

Det siger Psykiatrifondens direktør, Marianne Skjold.

- Der er jo ikke nogen kobling af de forhandlinger, der foregår i Sundhedsministeriet, ambitionen om at løfte psykiatrien, og så det man spiller ud med i finansloven, siger hun.

Regeringen har i sit finanslovsudspil lavet en pulje på 550 millioner kroner - en såkaldt forhandlingsreserve - hvor partierne kan komme med særlige ønsker til, hvad pengene skal bruges på.

Selv mener regeringen, at reserven næste år skal målrettes sundhedsområdet, herunder psykiatri og ældre.

Samtidig er der forhandlinger i gang med sundhedsminister Magnus Heunicke (S) for bordenden om en tiårsplan for psykiatrien. Men partierne gik fra det første møde i sidste uge uden at vide, hvor pengene til tiårsplanen skal komme fra.

Det mener Marianne Skjold må betyde, at pengene skal findes i finansloven. Men ikke engang her er der et beløb, som er øremærket psykiatrien. I stedet er det penge, som partierne "skal kæmpe om".

Bliver der penge til psykiatri i finansloven, skal de ifølge Marianne Skjold først og fremmest gå til forebyggelse og tidlig behandling inden for børne- og ungepsykiatrien.

- Der er en markant stigning i børn og unge, der kommer ind i børne- og ungepsykiatrien, siger hun.

Lægeforeningen, der er en faglig interesseorganisation for læger i Danmark, mener, at puljen i finansloven bør øremærkes psykiatrien. Det siger formand Camilla Ratchke.

- Det er afgørende, at det sker. Nu skal det være psykiatriens tur, siger hun i en skriftlig kommentar.

Ifølge sundhedsministeren skal pengene fra næste års finanslov ses som et bidrag til "at opfylde en del af målene" i en kommende tiårsplan.

- Der er afsat et betragteligt beløb til en forhandlingsreserve, som endda stiger yderligere året efter, og som regeringen foreslår blandt andet skal gå til psykiatri, siger Magnus Heunicke i en skriftlig kommentar.

Hvor meget der bliver tale om, skal regeringen finde ud af med partierne, ligesom ministeren ikke vil nævne konkrete indsatser, siger han.

Under et pressemøde onsdag sagde finansministeren, at forhandlingsreserven er det halve af, hvad den plejer at være, når der forhandles finanslov.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden