R vil have 3. Limfjordsforbindelse sat på pause. Men hvis de andre partier ikke vil være med stemmer radikale for forbindelsen

- Det radikale udspil vil være katastrofalt for Nordjylland, siger Preben Bang Henriksen

I en stor infrastrukturaftale fra sommeren 2021 var Radikale Venstre med til at afsætte penge til 3. Limfjordsforbindelse over Egholm. Nu vil de have sat hele projektet på pause, selvom det efter planen først skal gå i gang i 2025. <i>Foto: Aalborg Luftfoto</i>

I en stor infrastrukturaftale fra sommeren 2021 var Radikale Venstre med til at afsætte penge til 3. Limfjordsforbindelse over Egholm. Nu vil de have sat hele projektet på pause, selvom det efter planen først skal gå i gang i 2025. Foto: Aalborg Luftfoto

AALBORG:Står det til Radikale Venstre, skal motorvejsforbindelsen over Egholm - også kendt som 3. Limfjordsforbindelse - sættes på pause. Det siger Sofie Carsten Nielsen i en video, som den lokale folketingskandidat Christian Friis Bach har lagt op på Facebook.

- Der må vi også bare sige, at der er nogle ting, der bliver nødt til at blive sat på pause nu, for at vi kan bruge arbejdskraften til at rulle fjernvarme ud, og jeg synes godt, at Egholm kan være et af dem, hvis vi kan få de andre med.

3. Limfjordsforbindelse er, som Sofie Carsten Nielsen henviser til, en del af den store infrastrukturaftale fra sommeren 2021, hvor et bredt flertal i Folketinget blev enige om en række forskellige projekter. 

Et led i aftalen var, at man ville anlægge 3. Limfjordsforbindelse over Egholm, og at processen skulle gå i gang i 2025.  Nu vil partiet så forsøge at få de andre forligspartier til at tage Egholm-forbindelsen ud og sætte den på ubestemt pause. 

Hvor længe den pause skal vare, har partiets nordjyske spidskandidat, Christian Friis Bach, ikke noget umiddelbart bud på.

- Det må være op til forhandling med de øvrige partier. 

Men byggeriet er ikke gået i gang, og første spade stikkes ikke i jorden før 2026. Er det ikke pause nok? 

- Det er også forberedelserne, der skal sættes på pause. Det er meget presserende at få løst store projekter inden for den grønne omstilling. Vi har brug for arbejdskraft til grøn omstilling og velfærdssamfundet. 

Nu er det jo ikke sosu-assistenter, der skal bygge en eventuel forbindelse....

- Nej, det er til den grønne omstilling. 

Pausen foreslår de radikale brugt på at se på andre muligheder. Blandt andet mener Christian Friis Bach, at den såkaldte citytunnel - et projekt tegnet af lektor emeritus, Anker Lohmann-Hansen - bør undersøges nærmere. Den radikale begejstring for det projekt er ikke ny - tidligere på året foreslog de radikales transportordfører, Rasmus Helveg, ligeledes at få Vejdirektoratet til at undersøge projektet, men dengang blev det afvist af de øvrige partier i forligskredsen. 

I har stillet forslaget før. Hvad gør I, hvis de øvrige partier ikke vil have en pause? 

- Så står vi ved det forlig, der er indgået. 

Umiddelbart er der ikke meget, der tyder på, at de radikale får held med projektet. Statsminister Mette Frederiksen har tidligere i valgkampen sagt til Nordjyske, at Socialdemokraterne står ved forliget, og heller ingen af de øvrige forligspartier har skiftet holdning.  

Den radikale udmelding vækker da også både undren og vrede hos Venstres nordjyske folketingsmedlem, Preben Bang Henriksen. 

- Der er aldeles ikke noget, vi vil bakke op om. Det vil være en katastrofe for Nordjylland, hvis projektet bliver udskudt. Vi risikerer, at udviklingen går i stå nord for fjorden, og Vendsyssel ender som et nyt Lolland-Falster, siger Preben Bang Henriksen. 

Han er ikke imponeret af, at de radikale nu forsøger at få ændret et forlig, de indgik for godt et år siden. 

- Det er ganske uhørt, at man ikke står ved aftaler. Det er kun de radikale, der kan finde på noget lignende, siger Preben Bang Henriksen. 

Anlægsloven bliver sat til afstemning i løbet af 2024 - medmindre altså at valget ender med, at modstanderpartierne får flertal. Mod forbindelsen er SF, Enhedslisten, Frie Grønne og Alternativet. Moderaterne har endnu ikke taget stilling til projektet - de tre nordjyske kandidater er uenige om, hvorvidt det er en god ide. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.