R-leder slår fast: Ny regering skal stoppe planer om Rwanda-center

Efter uklarhed gør De Radikales leder det klart, at modtagecenter i Rwanda skal stoppes, hvis R skal støtte.

Efter at forskellige radikale ordførere har udlagt partiets røde linje i forhold til regeringens planer om at oprette et modtagecenter i Rwanda, skærer politisk leder Sofie Carsten Nielsen igennem.

- Vi kan ikke lade en regering komme til, som fortsætter på det (arbejder på at oprette et asylcenter i Rwanda, red.), siger hun i podcasten Slotsholmen, skriver DR.

- Men jeg vil gerne understrege, at det er det, vi mener, siger hun.

Hun mener, at det "lå helt logisk i det", når partiet har sagt, at de ikke kan støtte en regering, som opretter et asylcenter i Rwanda.

Udlændingeordfører Kathrine Olldag (R) sagde i sidste uge, at partiet vil trække støtten til en regering, når den konkret flytter asylansøgere til Rwanda.

Kulturordfører Zenia Stampe (R) præciserede på Twitter, at partiet ikke kan være støtteparti for eller en del af en regering, der fastholder at ville sende asylansøgere til Rwanda.

Siden har politisk ordfører Andres Steenberg (R) sagt, at der ikke var behov for at præcisere udmeldingerne.

Han har dog sagt til flere medier, at det er det sidste, der gælder, og at en kommende regering efter et valg skal stoppe arbejdet med et modtagecenter i Rwanda.

Det er ifølge Sofie Carsten Nielsen præcis det, som partiet mener.

Den nuværende socialdemokratiske regering - som De Radikale er støtteparti for - arbejder netop for at lave en aftale med Rwanda om at oprette et modtagecenter.

Og der er ikke umiddelbart noget tegn på, at Socialdemokratiet har tænkt sig at skrinlægge de planer. Tværtimod.

Så sent som i sidste uge underskrev Danmark og Rwanda en fælles erklæring om at etablere en ordning for overførsel af spontane asylansøgere i Danmark til Rwanda.

Heller ikke de blå partier har tænkt sig at skrinlægge planerne. Det siger ordførere fra Konservative og Venstre til både Jyllands-Posten og Børsen.

Både Venstre og De Konservative vil fortsætte forsøget på at gennemføre planen efter valget.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Dreng mistede del af finger på skolens legeplads
Luk