R-leder tror på rødt-blåt samarbejde trods nej til Rwanda

Sofie Carsten Nielsen ønsker sig rødt-blåt regeringssamarbejde, og det forhindrer udlændingepolitikken ikke.

Formand for Radikale Venstre, Sofie Carsten Nielsen, holder partiledertale på Hovedscenen på Folkemødet i Allinge. <i>Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix</i>

Formand for Radikale Venstre, Sofie Carsten Nielsen, holder partiledertale på Hovedscenen på Folkemødet i Allinge. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Det er noget "vrøvl", at De Radikale ikke kan samarbejde om udlændingepolitikken og bygge bro mellem røde og blå partier, selv om partiet afviser regeringens planer om modtagecenter i Rwanda.

Det siger De Radikales politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, i en tale fra Hovedscenen på Folkemødet på Bornholm.

- Det er forsimplet og forkert, at fordi vi ikke vil være med til at oprette en lejr i Rwanda, hvor Danmark kan flyve asylansøgere ned, så evner Radikale Venstre ikke at være med til at bygge bro på tværs af rød og blå i dansk politik. Det er simpelthen forkert, siger Sofie Carsten Nielsen.

- Vi er klar til at bygge den bro. Og det er forkert, at vi ikke er i stand til at samarbejde på tværs af rød og blå, fordi vi siger nej til Rwanda, siger hun.

For en uge siden sagde Sofie Carsten Nielsen til Jyllands-Posten, at De Radikale vil trække støtten til regeringen, hvis den gennemfører planerne om at flyve asylansøgere til et center i det afrikanske land Rwanda.

Men samtidig har De Radikale længe drømt om et regeringssamarbejde over midten. Det er noget, som statsminister Mette Frederiksen (S) i sin grundlovstale for snart to uger siden erklærede sig villig til at diskutere.

Men særligt på udlændingeområdet har De Radikale ofte haft svært ved at forlige sig med den stramme udlændingepolitik, der de seneste mange år er blevet ført på Christiansborg.

Og det har fået politiske kendere til at argumentere for, at et rødt-blåt regeringssamarbejde vil være svært - særligt på grund af udlændingepolitikken.

Men det mener Sofie Carsten Nielsen er en doven analyse.

- Jeg anerkender den brede tilslutning til en stram udlændingepolitik i Danmark. Men jeg anerkender ikke, at den skal være strammere, bare for at være strammere, siger Sofie Carsten Nielsen i sin tale.

- Og selvfølgelig - selv om Radikale Venstre fra tid til anden bliver skudt noget andet i skoene, kan og skal vi ikke åbne grænserne og tage imod alle, der vil hertil. Selvfølgelig skal vi ikke det.

De Radikale har foreslået, at EU skal oprette et fælles modtagecentre som et alternativ til den farlige rejse over Middelhavet.

EU har ad flere omgange forsøgt at nå til enighed om en model for en solidarisk omfordeling af flygtninge, men det er indtil videre ikke lykkedes.

Men det får ikke Sofie Carsten Nielsen om at opgive tanken om modtagecentre.

- Det har også taget 30 år at nå hen til at afskaffe forsvarsforbeholdet, men vi gjorde det. Og vi kunne i Europa nu tage os sammen og stå om at sanktionere Rusland. De ting, havde man heller ikke troet, at Europa kunne, siger hun efter talen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.