Radikale indkalder til pressemøde efter leders afgang

Det er forventningen, at De Radikale vil præsentere en ny politisk leder på et pressemøde torsdag aften.

De Radikale indkalder til pressemøde på Christiansborg torsdag klokken 18.30.

Det oplyser partiet på Twitter.

Partiet skal finde en ny politisk leder, efter at Sofie Carsten Nielsens trak sig fra posten onsdag eftermiddag.

Det er derfor forventningen, at partiet vil præsentere en ny leder på pressemødet.

Da Sofie Carsten Nielsen meddelte pressen, at hun ville træde tilbage, vidste hun endnu ikke, om hun ville blive valgt til Folketinget.

Det stod dog allerede på det tidspunkt klart, at hendes personlige stemmetal var lavt. Hun er dog blevet valgt til Folketinget.

Den politiske leder skal findes i den nu syv mand store folketingsgruppe.

Den består efter valget af Martin Lidegaard, Christian Friis Bach, Samira Nawa, Lotte Rod, Zenia Stampe, Katrine Robsøe og Sofie Carsten Nielsen.

Da Sofie Carsten Nielsen meddelte sin afgang, gav hun blot en kort besked til pressen, inden hun vendte om og gik.

- Stemmetallene viser meget tydeligt, at der ikke er tillid til mig, sagde hun blandt andet.

- Og uanset, om jeg bliver valgt ind eller ej, så er mandatet for svagt. Vælgernes stemmer vil noget andet, og det har jeg den største respekt for, lød det.

Sofie Carsten Nielsen har siddet i Folketinget siden 2011 og var uddannelses- og forskningsminister fra 2014 til 2015.

Hun overtag lederskabet af partiets folketingsgruppe i 2020, da Morten Østergaard stoppede i politik som følge af flere krænkelsessager.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.