Radikale kalder anbefaling om tørklædeforbud social kontrol

Forbyder man hovedtørklæder i grundskolen, udøver staten social kontrol, mener Sofie Carsten Nielsen.

Sofie Carsten Nielsen mener, at der mangler dokumentation for, at en forbud mod hovedtørklæder i grundskolen vil have en gavnlig effekt for ligestillingen. (Arkivfoto). <i>Martin Sylvest/Ritzau Scanpix</i>

Sofie Carsten Nielsen mener, at der mangler dokumentation for, at en forbud mod hovedtørklæder i grundskolen vil have en gavnlig effekt for ligestillingen. (Arkivfoto). Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Politisk leder for De Radikale, Sofie Carsten Nielsen, ser en række problemer i en af de anbefalinger, som en kommission med fokus på minoritetskvinder, er kommet med.

Anbefalingen lyder på, at man skal forbyde piger at bære hovedtørklæder i grundskolen.

- Vi synes, at det ser svært ud at bekæmpe social kontrol med social kontrol. Det er jo det, det vil være, hvis man forbyder nogle piger at tage noget bestemt tøj på.

- Så er det jo også en kontrol, som staten udøver, siger hun onsdag aften.

Kommissionen for den glemte kvindekamp kom onsdag med ni anbefalinger, der skal forbedre børnelivet for minoritetsetniske piger, der er underlagt æresrelateret social kontrol.

Og blandt de anbefalinger er altså den om at forbyde hovedtørklæder i grundskolen.

Derudover er der blandt andet anbefalinger om, at børnegrupper i danske dagtilbud skal afspejle befolkningen og en skærpet kontrol med muslimske friskoler.

Den radikale leder frygter også, at et tørklædeforbud i grundskoler kan føre til diskrimination af alle kvinder, der efter eget ønske bærer tørklæde.

Hun frygter også, at et forbud kan betyde, at de piger, der er udsat for social kontrol, vil holde op med at komme i skolen.

- Hvis det her bliver til virkelighed, så vil vi slet ikke se dem. De vil måske forlade skolen, blive taget ud og ikke blive en del af det fællesskab, som vi netop ønsker.

Desuden mener hun, at der mangler dokumentation for, at et sådant forbud vil skabe mere ligestilling.

Forbuddet mod tørklæder i grundskolen bør ifølge kommissionen både gælde for privatskoler, folkeskoler og friskoler.

Der er dog ikke tal for, hvor mange piger der har tørklæde på i skolerne, eller hvor mange der føler sig presset til at tage det på.

Kommissionen for den glemte kvindekamp blev nedsat af den socialdemokratiske regering tidligere på året. Den vil tre gange i løbet af det kommende år komme med anbefalinger.

Den første del, som udkom onsdag, handler om børn, og de kommende to vil handle om unge og voksne.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Mikkel Hansen er sygemeldt med symptomer på stress
Luk