Radikale vil sløjfe regler og krav for akut at skaffe sosu'er

Partier er enige, mener Sofie Carsten, men de ikke tør stå ved det af frygt for at fremstå som "slappere".

Radikale vil lempe regler, så ældreplejen kan få flere udlændinge i job: - Det her kommer ikke til at lukke en eneste flygtning eller migrant ind i Danmark. Ikke en. Det her handler om mennesker, som opholder sig i Danmark, og som kommer til at blive ved med at opholde sig, og som vi ikke lader bruge de kompetencer, som de har, siger politisk leder Sofie Carsten Nielsen. <i>Frank Cilius/Ritzau Scanpix</i>

Radikale vil lempe regler, så ældreplejen kan få flere udlændinge i job: - Det her kommer ikke til at lukke en eneste flygtning eller migrant ind i Danmark. Ikke en. Det her handler om mennesker, som opholder sig i Danmark, og som kommer til at blive ved med at opholde sig, og som vi ikke lader bruge de kompetencer, som de har, siger politisk leder Sofie Carsten Nielsen. Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Ældreplejen kan slet ikke skaffe det nødvendige antal social- og sundhedsassistenter, og reglerne for udenlandsk arbejdskraft bør derfor lempes, mener De Radikale.

Partiets politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, føler sig sikker på, at et flertal i Folketinget erkender nødvendigheden. De tør bare ikke, siger hun, af frygt for at fremstå som slappe i udlændingepolitikken.

- Jeg er overbevist om, at der er langt over 100 mandater i Folketinget, som er fuldstændigt enige i det, hvis bare de turde stå ved det, siger Sofie Carsten Nielsen.

De Radikale vil lempe arbejdsmarkedstilknytningsreglen, så udlændinge i fast arbejde får mulighed for at blive, selvom de mister deres opholdstilladelse.

Desuden vil partiet sidestille uddannelse med beskæftigelse, da det får nogle til at sløjfe uddannelsen og tage ufaglært arbejde, for ikke at miste udsigten til permanent ophold. Derfor skal beskæftigelseskravet ifølge partiet ændres.

- Det her kommer ikke til at lukke en eneste flygtning eller migrant ind i Danmark. Ikke en. Det her handler om mennesker, som opholder sig i Danmark, og som kommer til at blive ved med at opholde sig, og som vi ikke lader bruge de kompetencer, som de har, siger Sofie Carsten Nielsen.

Ældreplejen er allerede i krise, og krisen vil forværres år for år i takt med stigningen i antallet af ældre og manglende arbejdskraft.

Om syv til otte år vil der ifølge Kommunernes Landsforening mangle 16.000 social- og sundhedsassistenter, hvis niveauet for pleje skal fastholdes.

Regeringens øvrige støttepartier har slået på, at bedre løn- og arbejdsvilkår er vejen til at rekruttere.

- Vi er ikke nok. Vi skal helt klart også kigge på løn og uddannelser, og vi skal gøre det bedre, så det bliver mere attraktivt. Men den hårde sandhed er, at så kommer de til at mangle andre steder, siger Sofie Carsten Nielsen.

Adskillige tusinde job i ældreplejen kan ikke besættes, da man ikke kan finde ansøgere.

Radikale mener, at det er nødvendigt med en bred vifte af løsninger.

Blandt andet vil partiet også sænke beløbsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft, så flere typer af job kan besættes med arbejdskraft fra udlandet. Grænsen skal sænkes til 360.000 kroner.

Et flertal i Folketinget har i år besluttet, at den sænkes fra 448.000 kroner til 375.000 kroner fra 1. december 2022 og tre år frem.

I Dansk Erhverv modtages udspillet fra De Radikale med tilfredshed, da det ifølge arbejdsmarkedschef Peter Halkjær styrker dansk økonomi.

- Flere udlændinge på arbejdsmarkedet i Danmark er derudover lige nu den hurtigste vej til at komme de mange virksomheder til undsætning, der mangler arbejdskraft, siger Halkjær.

- Derfor bakker Dansk Erhverv op om De Radikales ambitioner om at løse en del af den aktuelle rekrutteringskrise, som ikke kun skader private virksomheder, men også rammer velfærdsområdet og sundhedssektoren.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.