Rasmus Prehn er afklaret: Hvis vælgerne beslutter, at det skal være slut, så er det heldigvis deres ret

Rasmus Prehn har nydt valgkampen, men erkender også, at hans møgsager har gjort det svært. Tager vælgerne konsekvensen, respekterer han beslutningen

Rasmus Prehn (S) erkender, at hans møgsager har gjort valgkampen svær for ham. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Rasmus Prehn (S) erkender, at hans møgsager har gjort valgkampen svær for ham. Foto: Claus Søndberg

CHRISTIANSBORG:Sent tirsdag aften er minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Rasmus Prehn, ankommet til Christiansborg. Han ser tilbage på en valgkamp, som han synes, har været en fantastisk oplevelse. Der har dog også været malurt i bægeret, erkender han.

- Jeg kan rigtig godt lide at lave valgkamp. Jeg kan godt lide at tale med mennesker. Jeg synes, der har været en positiv stemning. Men det er jo klart, at vi har været regering i en periode, hvor der har været den ene krise efter den anden. Det gør det også svært. Der er nogen, der skuffede. Der er også nogen, der er skuffede. Nu har der været valg, og så er det jo heldigvis vælgerne, der bestemmer, siger han.

- Der ser umiddelbart ud til at være stor opbakning til et bredt samarbejde. Det synes jeg, er positivt.

Det er dog ikke til at komme uden om, at en stribe af bilagssager har klæbet sig til Rasmus Prehns navn og embedsførelse det seneste halve år. Og det har påvirket ministeren og hans valgkamp, siger han.

- Det er jo klart, at jeg helst havde været det foruden. Jeg tror ikke, der er nogen, der er mere træt og ked af af det, end jeg er. Jeg synes jo, at det er blevet pustet op til en størrelse, som jeg ikke kan genkende. Men jeg kan kun beklage og begræde. Jeg er ked af, at det har fyldt så meget, og det har til en vis grad gjort det sværere at kommunikere min politik. Men jeg oplever egentlig, at langt de fleste borgere har været mere optaget af det politiske indhold.

Rasmus Prehn indrømmer, at han frygter, at han kan ende med at miste sin plads i Folketinget. 

- Man er aldrig sikker. Hver eneste gang man er på valg, så er man usikker på, om man kan blive genvalgt. Med det forløb, jeg har haft, gør det ikke noget nemmere. Jeg tænker da, at det meget vel kan være det her valg, der så bliver det sidste, siger han.

- Men så har jeg haft de oplevelser med, jeg har haft. Jeg synes, det har været enormt spændende. Jeg har haft mere end 17 år i Folketinget. Jeg har været minister nu i mere end tre år. Det har været vanvittigt spændende. Jeg har lært en masse af det. Og hvis det så er, at vælgerne beslutter, at det skal være slut for mig - hvilket jeg ikke håber, de gør - så er det heldigvis deres ret. Så må jeg respektere det, og så må jeg prøve at komme videre. Og der er jo en masse andre spændende ting at bruge sit liv på. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden