Redaktør: Ellemann forsøger at trykteste Frederiksen tidligt

Ellemann kan have fået indikationer på, at topskatten ikke er urørlig i forhandlinger om at danne regering.

Jakob Ellemann-Jensen (V) møder pressen efter regeringsforhandlinger i Statsministeriet på Christiansborg. <i>Emil Helms/Ritzau Scanpix</i>

Jakob Ellemann-Jensen (V) møder pressen efter regeringsforhandlinger i Statsministeriet på Christiansborg. Emil Helms/Ritzau Scanpix

Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen har afsløret sit måske største julegaveønske, som han håber på at få igennem under de igangværende forhandlinger om at danne regering.

Onsdag gik forhandlingerne ind i næste fase, da tre partier blev siet fra. Efter forhandlingerne med fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) nævnte han, at et af Venstres største ønsker er lavere skatter.

Det overrasker politisk redaktør Casper Dall på Avisen Danmark

- Det er ret opsigtsvækkende, at han går så offensivt ind i den første reelle forhandling. Det overraskede mig, fordi det er meget tidligt, at han tryktester Mette Frederiksen på noget, hvor han ved, det er svært for hende at give sig med det samme, siger han.

Ellemann vil gerne sænke skatten i bunden, toppen og ved generationsskifte. Det første kan Socialdemokratiet være med på, men de sidste to er blevet symbolske for blå blok og nærmest urørlige for rød.

Derfor vækker det opsigt, at Ellemann åbent siger det, fordi han kan have fået indikationer fra Frederiksen på, at det ikke er utænkeligt.

- Når de skal bygge tilliden op, er de nødt til at bevæge sig mod hinanden. Han må have fået en pejling fra hende på, at topskattelettelser ikke er helt fremmed for Socialdemokratiet. Nu har han sagt det og så fanger bordet, siger Casper Dall.

Han henviser til, at der dermed er skabt en forventning hos baglandet, som i weekenden gav sin opbakning på et landsmøde til at forsøge at danne en bred regering.

- Han får svært ved at indgå i en regering med Mette Frederiksen uden at have fået noget på det her, når det er noget af det første, han nævner, siger Dall.

I valgkampen lød det fra Venstre, at topskattelettelser var urealistiske, selv om det er et ønske internt. Partiet affejede De Konservatives forslag om at afskaffe topskatten helt.

På valgaftenen langede partiets nestor Claus Hjort Frederiksen (V) ligefrem ud efter De Konservative og gav partiet skylden for valgnederlaget på grund af dets skatteudspil. Det stred med hans egen mangeårige doktrin om at slække på ønsket om store skattelettelser for at erobre midten.

Men onsdag lød der nye toner.

- Det handler også om at justere på topskattegrænsen. At rykke den, så det for flere kan betale sig at yde en ekstra indsats, sagde Ellemann onsdag.

Før valgkampen var Frederiksen ikke afvisende overfor at pille ved topskatten, for det kunne komme på bordet i forhandlinger om at danne en bred regering, lød det.

Casper Dall peger på, at forhandlinger handler om at give og tage, og derfor kan Ellemann blive nødt til at acceptere højere ydelser til kontanthjælpsmodtagere, hvilket Venstre har kørt kampagne imod benhårdt.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.