Udspil om grøn omstilling og stop for russisk gas kommer efter påske

Flere partier presser på, for at Danmark hurtigst muligt slipper af med afhængigheden af russisk gas.

Danmark skal blive ved med at fastholde det hårde pres på Rusland ved hurtigst muligt at blive uafhængig af russisk gas.

Det er budskabet fra statsminister Mette Frederiksen (S) fra Folketingets talerstol under tirsdagens partilederdebat.

Om få uger vil regeringen præsentere et reformudspil, som blandt andet på sigt skal gøre Danmark uafhængig af russisk gas.

- Efter påske vil regeringen præsentere udspillet "Danmark kan mere 2", hvor vi vil komme med nogle af vores forslag til en ambitiøs og hurtigere grøn omstilling, mere vedvarende energi og hurtigere uafhængighed af russisk gas, siger Mette Frederiksen.

- Her til gavn for klimaet og sikkerheden, men også for den enkelte forbruger. og vigtigst af alt for freden og for friheden i Europa, siger hun.

I lyset af krigen i Ukraine er der kommet et større behov for at fremskynde udfasningen af især russisk gas.

Partierne bag forsvarsaftalen - det såkaldte nationale kompromis - er også blevet enige om hurtigst muligt at drøfte tiltag, der kan gøre Danmark uafhængig af russisk gas.

Flere partier - særligt Venstre og De Radikale - presser i øjeblikket på, for at regeringen tager initiativ til at komme i gang med det arbejde.

- Der er grund til, at vi hurtigst muligt slipper af med den afhængighed af en krigsforbryder, som vi ikke har noget som helst ønske om at understøtte, siger Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen.

Han spørger statsministeren om, hvornår hun forventer, at Danmark kan gøre sig fri af den russiske gas.

- Jeg tør ikke sætte en præcis dato på, men det er selvfølgelig noget, vi ser ind i sammen. Vi skal komme så tæt på så hurtigt som overhovedet muligt, siger Mette Frederiksen.

-Vi kommer med vores overvejelser efter påske, og så går forhandlingerne i gang umiddelbart efter, også med hensyn til den grønne skattereform.

De Radikales leder, Sofie Carsten Nielsen, pointerer, at "hver dag tæller".

Partiet har allerede fremlagt sit bud på, hvordan Danmark bliver uafhængig af gas, kul og olie fra Rusland og har presset på for at få startet forhandlinger med regeringen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.