Regeringen vil bruge vikarpenge på fastansatte sygeplejersker

Penge til dyre vikarer skal i stedet investeres i at gøre det mere attraktivt at være sygeplejerske.

Sygehusene bruger alt for mange penge på vikarer, der forringer serviceniveauet. Regeringen vil flytte pengene til de fastansatte sygeplejersker. (Arkivfoto). <i>Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix</i>

Sygehusene bruger alt for mange penge på vikarer, der forringer serviceniveauet. Regeringen vil flytte pengene til de fastansatte sygeplejersker. (Arkivfoto). Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Regeringen vil gøre det mere attraktivt at være offentligt ansat sygeplejerske, sosu-hjælper og pædagog.

Statsminister Mette Frederiksen (S) udtaler søndag til Politiken, at regeringen vil gøre op med det høje beløb, der bruges på vikarer, og som forringer serviceniveauet på blandt andet sygehusene. Pengene skal bruges på de fastansatte i stedet.

De mange vikarer er meget dyrere end de fastansatte.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har ikke en konkret løsning på problemet. Men han understreger over for Ritzau, at regeringen er villig til at diskutere løn.

- Vi er nødt til at finde et greb, hvor vi skruer ned for brugen af vikarer og bruger de penge på at forbedre de grundlæggende løn- og arbejdsvilkår for de grupper, som vi har sværest ved at rekruttere, siger han.

Antallet af ansøgere til sygeplejestudiet er i 2022 det laveste i ti år.

Årsagen til udviklingen skal ifølge beskæftigelsesministeren blandt andet findes i tidligere nedskæringer af sundhedssektoren.

- Det er kombinationen af mange års besparelser i vores velfærdssamfund. Blandt andet med mange af de nedskæringer, der var under den tidligere regering, siger Peter Hummelgaard.

Den tidligere regering var borgerlig mellem Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance.

Hvis man vil rekruttere flere sygeplejersker, skal man investere i flere hænder, så arbejdsvilkårene bliver bedre, siger Peter Hummelgaard.

- Det vil sige, at man ikke - som eksempelvis Søren Pape går til valg på - skærer meget massivt ned i rammerne og i den service, som de skal levere, hvor de får færre kolleger til at løfte det samme arbejde som før, siger Peter Hummelgaard.

Søren Pape Poulsen, der er statsministerkandidat for Det Konservative Folkeparti, har for nylig fremlagt en 2030-plan for partiet med skatte- og afgiftslettelser for knap 40 milliarder kroner.

Fra regeringens støtteparti Enhedslisten, er der opbakning til, at man dropper vikarerne i sundhedssektoren. Det fortæller sundhedsordfører Peder Hvelplund (EL).

Ligesom regeringen mener Enhedslisten, at sygeplejersker og andre ansatte i det offentlige sundhedssystem skal have flere penge for deres arbejde.

Brugen af private vikarbureauer betyder, at staten kommer til at betale meget mere for den nødvendige arbejdskraft, fordi man både betaler til vikarpersonalet og -bureauet.

- Så man kan kigge på at lave offentlige vikarbureauer i regionerne, sådan at der kan blive dækket ind, hvis der mangler personale, siger Peder Hvelplund.

På den måde vil man heller ikke ende med, at der mangler personale, hvis man stopper med at bruge vikarbureauerne.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.