Regeringen vil fokusere på internationalt samarbejde
Fremtiden kræver, at Danmark fortsat er stærkt engageret internationalt, siger Mette Frederiksen (S).
Danmark skal fortsat være en nær allieret til USA og stærkt engageret i EU og Nato. Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde mandag.
Her bliver regeringens nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi fremlagt.
- Vi lancerer strategien på et tidspunkt, hvor Danmark og verden står over for store udfordringer. Hvor den ene krise afløser den anden.
- Lige nu ser vi en meget bekymrende situation mellem Rusland og Ukraine. Den mest alvorlige krise siden den kolde krig, siger Mette Frederiksen fra Marienborg og fortsætter:
- Alle udfordringer viser os især en ting. Nemlig at vi kun kan forsvare Danmarks sikkerhed, hvis vi engagerer os i den verden, der omgiver os. Også når det er svært. En central del af strategien er derfor, at Danmark skal være klar til at tage ansvar.
Statsministeren siger, at kun et "helhjertet" internationalt engagement kun forsvare Danmarks interesser.
Samtidig vil Danmark fokusere på, at EU bliver mere selvhjulpne militært og sikkerhedspolitisk. Derfor indkalder statsministeren Folketinget til forhandlinger om en ny EU-politisk aftale.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.