Regeringen vil fremrykke forhandlinger om forsvarsforliget

Hvis regeringen genvinder magten ved valget, vil den med det samme indkalde til forhandlinger om forsvar.

Forsvarsminister Morten Bødskov (S) siger til Jyllands-Posten, at den øgede trussel mod Danmark kræver, at forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig fremrykkes. (Arkivfoto). <i>Emil Helms/Ritzau Scanpix</i>

Forsvarsminister Morten Bødskov (S) siger til Jyllands-Posten, at den øgede trussel mod Danmark kræver, at forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig fremrykkes. (Arkivfoto). Emil Helms/Ritzau Scanpix

Forsvarsminister Morten Bødskov (S) vil fremrykke forhandlingerne om milliardinvesteringer i det danske forsvar.

Det siger han i et interview med Jyllands-Posten.

Kan den nuværende regering danne regering efter folketingsvalget 1. november, vil den som det første indkalde partierne i forsvarsforliget til forhandlinger om et nyt tiårigt forsvarsforlig.

Det er den øgede trussel i Danmarks nærområde, der får ministeren til at ville fremrykke forhandlingerne.

- Der er behov for at fremrykke forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig, fordi spændingerne i Østersøen er steget meget voldsomt efter sprængningerne af gasledningerne.

- Derfor skal vi som det første efter valget sætte os sammen og have Forsvarets vurdering af, hvilke investeringer, der skal sættes i gang, siger ministeren til Jyllands-Posten.

Det nuværende forsvarsforlig udløber ved udgangen af 2023. Det kommende forsvarsforlig skal sætte de økonomiske rammer for det danske forsvar i de næste ti år.

Morten Bødskov og Socialdemokratiet har fem hovedprioriteter, som de mener, Forsvaret skal investere i.

De er, at Forsvaret skal genoprettes, at der skal oprustes i Østersøen og Arktis, og at problemerne med at fastholde og rekruttere ansatte i Forsvaret skal løses.

Derudover mener regeringen, at Forsvaret skal have et digitalt og teknologisk løft, og at beredskabet mod cyberangreb skal styrkes.

Partierne i det nuværende forsvarsforlig er Socialdemokratiet, Venstre, SF, De Konservative, De Radikale, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Kristendemokraterne.

Bødskov siger til Jyllands-Posten, at Danmarksdemokraterne og Moderaterne også er velkomne til at deltage i forhandlingerne, hvis de stemmes ind i Folketinget.

Venstres forsvarsordfører, Lars Christian Lilleholt, og Rasmus Jarlov fra De Konservative siger til avisen, at de har presset på for at få sat forhandlinger om et nyt forsvarsforlig i gang.

Jarlov siger blandt andet, at De Konservative gerne havde forhandlet om et nyt forsvarsforlig i hele sommerferien.

Lars Christian Lilleholt mener godt, at forhandlingerne kan gå i gang lige efter folketingsvalget 1. november, også inden der er dannet en ny regering.

Han peger på, at det tager tid at få indkøbt nyt materiel.

- Vi håber selvfølgelig, at det er en blå forsvarsminister, der skal håndtere forhandlingerne efter valget. Men uanset regeringens farve, så er det godt nyt for Danmark og vores sikkerhed, at forhandlingerne nu kan gå i gang, siger han til Jyllands-Posten.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.