Regeringen vil huse ukrainere i udsatte boligområder
Efter opjusteret tal for, hvor mange ukrainere der kommer til Danmark, vil minister gøre brug af alle boliger.

Der er ingen vej udenom. Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) vil arbejde på, at ukrainere på flugt kan indkvarteres i udsatte boligområder alligevel. (Arkivfoto). Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Regeringen arbejder på at gøre brug af udsatte boligområder til at huse ukrainere.
Det siger indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S), efter at regeringen fredag meldte ud, at der arbejdes med et scenarie, hvor der kan komme over 100.000 flygtninge fra Ukraine til Danmark.
Torsdag lød meldingen fra samme minister ellers, at det som udgangspunkt ikke var muligt at indkvartere ukrainere i udsatte boligområder, som er omfattet af loven om parallelsamfund.
Situationen er nu en anden, siger han. Ministeren henviser til, at fredagens nye skøn for, hvor mange ukrainske flygtninge der vil komme til Danmark, er femdoblet i forhold til tidligere meldinger.
- Jeg har svært ved at se, at vi ikke kan, siger Kaare Dybvad Bek.
I et folketingssvar har ministeren tidligere afvist, at reglerne skal laves om eller suspenderes, så udsatte boligområder og såkaldte forebyggelsesområder kan huse mennesker fra Ukraine.
- Jeg ønsker ikke at risikere at sætte flere års fremgang i udsatte boligområder over styr eller at modvirke det store arbejde, som kommuner og boligorganisationer har lagt i boligområderne de senere år, skrev Dybvad Bek inden det opjusterede flygtningetal.
Men nu er der ingen vej udenom.
- Hvis der kommer 100.000, så er det klart, at så skal vi tage de tomme boliger i brug, som der er.
- Så er spørgsmålet, hvordan vi praktisk og juridisk indretter det, fordi vi synes stadig, uanset hvad, at der er nogle indsatser, som skal gøres i disse boligområder, siger Dybvad Bek.
- Det vil vi gerne kunne fortsætte med. Vi prøver at finde på løsninger, så de to hensyn kan mødes. Men det er klart, at får vi en situation, hvor vi får 100.000 ukrainere til landet, så kan vi ikke have 700 boliger, som ikke bliver benyttet, men som kan benyttes, siger han.
Ifølge ministeren er der omtrent 3000 tomme almene boliger i landet, hvoraf 700 af dem er placeret i udsatte boligområder.
Udfordringen er, at ukrainere i forhold til loven om parallelsamfund tæller som tredjeverdensborgere. De er omfattet af ghetto-kriterierne. Det betyder, at ukrainere - som det er nu - ikke må indkvarteres i disse boligområder.
12 områder optræder på den seneste liste over parallelsamfund. Det som tidligere blev kaldt ghetto-listen.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.