Regerings sosu-forslag vil betyde fem måneders ekstra elevløn

De studerende får allerede elevløn på størstedelen af uddannelsen. S-forslag betyder 20 ugers ekstra elevløn.

Statsminister Mette Frederiksen (S) foreslår at give sosu-studerende elevløn i stedet for SU i et 20 uger langt grundforløb for at tiltrække flere til social- og sundhedsfagene. <i>Henning Bagger/Ritzau Scanpix</i>

Statsminister Mette Frederiksen (S) foreslår at give sosu-studerende elevløn i stedet for SU i et 20 uger langt grundforløb for at tiltrække flere til social- og sundhedsfagene. Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Når statsminister Mette Frederiksen (S) vil give de sosu-studerende elevløn under hele uddannelsen, vil det reelt betyde, at de studerende kan få fem ekstra måneder med elevløn i stedet for den lavere SU-sats.

De, der læser til social- og sundhedsassistent eller social- og sundhedshjælper, får i øjeblikket elevløn på størstedelen af uddannelsen.

Det forklarer Torben Hollmann, der er sektorformand for social og sundhed hos fagforbundet FOA.

- Det er fuldstændig rigtigt, at vi får elevløn på vores hovedforløb, men med det her vil man få det på hele uddannelsen. Det vil klart hjælpe dem, som har haft et job i forvejen, siger han.

Kommer man direkte fra folkeskolen, skal man på det, der kaldes grundforløb et. Her har man endnu ikke valgt studieretning, og på dette forløb vil de studerende stadig få SU.

Men de fleste studerende på social- og sundhedsuddannelserne kan starte direkte på det, der kaldes grundforløb to. Det varer 20 uger, altså fem måneder, og her lægger regeringen op til en ændring, så de studerende får elevløn i stedet for SU.

Sektorformanden vurderer, at statsministerens forslag særligt vil rette sig mod dem, der skifter bane fra at have haft en anden uddannelse eller andet job. Med elevløn vil de i højere grad overveje at tage en af sosu-uddannelserne, mener han.

- Det betyder, at flere vil kunne gøre det (tage uddannelsen, red.). Fordi man har ikke mulighed for at gå på SU, hvis man har hus eller andre ting, siger Torben Hollmann.

Og tiltaget virker. Det viser erfaringer fra de seneste år, hvor sosu-assistent-studerende over 25 år har kunnet få elevløn.

Det har børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) sagt til Ritzau, og det samme fremhæver FOA.

- Det vil helt klart øge tilslutningen til vores uddannelser. Der er flere, der vil synes, det vil være attraktivt, fordi de ikke skal ud at stifte gæld.

- Om det så også vil hjælpe på dem, der falder fra, det ved vi ikke nok om endnu, siger Torben Hollmann.

Sosu-studerende, der er fyldt 18 år, får mindst 11.349,33 kroner om måneden i elevløn ifølge FOA. Voksenelever får cirka dobbelt så meget.

Til sammenligning er SU'en for udeboende på 18-19 år mellem 4104 og 6397 kroner alt efter ens forældres indkomst. Er man udeboende og 20 år eller ældre, får man 6397 kroner om måneden i SU.

De, der er over 25 år og allerede er berettiget til voksenelevløn, som er en højere sats end den almindelige elevløn, vil ifølge FOA ikke mærke nogen ændringer med forslaget.

I 2021 var der knap 17.000 forgæves rekrutteringer inden for social- og sundhedsfagene.

Det svarer til, at 45 procent af forsøgene på at besætte sosu -hjælper-stillinger var forgæves eller blev besat af personer uden de efterspurgte kvalifikationer. For sosu -assistenterne var det 38 procent.

Uddannelsen til sosu-hjælper tager to år og to måneder. Sosu-assistent-uddannelsen tager mindst tre år og ti måneder.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.