Mette F.: Det er et specielt tidspunkt for regeringsforhandlinger

Det er "et specielt tidspunkt" at forsøge at danne en ny regering, siger S-formand Mette Frederiksen.

Regeringsforhandlingerne er torsdag genoptaget i Statsministeriet med Mette Frederiksen (S) for bordenden. <i>Emil Helms/Ritzau Scanpix</i>

Regeringsforhandlingerne er torsdag genoptaget i Statsministeriet med Mette Frederiksen (S) for bordenden. Emil Helms/Ritzau Scanpix

Prisstigninger på el, fødevarer, gas og brændstof fortsætter med at stige og driver for tiden den høje inflation.

Derfor er det heller ikke optimale tider at forhandler om en ny regering.

Sådan lyder det fra S-formand, kongelig undersøger og fungerende statsminister Mette Frederiksen, som torsdag har genoptaget regeringsforhandlingerne.

- Som jeg sagde den dag, da valget blev udskrevet, så synes jeg selv, at det var et ejendommeligt tidspunkt, at der skulle være et folketingsvalg. Men det var det ønske, som Folketinget havde, siger Frederiksen inden de første forhandlinger torsdag.

Frederiksen henviser til, at støttepartiet De Radikale havde truet med at vælte S-regeringen, hvis ikke hun havde udskrevet valget i forbindelse med Folketingets åbning. Valget blev udskrevet 5. oktober.

Mette Frederiksen forsøger at danne en regering hen over den politiske midte. Altså med partier fra både rød og blå blok.

- Nu er jeg udpeget som kongelig undersøger og gør alt, hvad jeg kan, for at der kan dannes en regering.

- Men det tager jo den tid, det tager. Det er partier, der ikke plejer at sidde ved det samme bord, når vi taler regeringsdannelser. Det er ikke noget, man bare gør fra den ene dag til den anden.

- Og sideløbende med det må vi naturligvis også diskutere, hvordan vi håndterer nogle af de mere konkrete udfordringer. Det er et specielt tidspunkt. Men det var det, som Folketinget ønskede, siger Frederiksen med henvisning til de aktuelle økonomiske problemer, som udfordrer samfundet.

Alternativet er det første parti, som besøger Frederiksen torsdag.

Regeringsforhandlingerne er rykket ind i Statsministeriet efter at være begyndt på Marienborg, statsministerens embedsbolig.

Mandag og tirsdag var sundhedsområdet hovedemnet i forhandlingerne. De kommende dage er det økonomi, reformer samt håndtering af inflation, som er på programmet.

Forbrugerpriserne var i oktober 10,1 procent højere, end de var i samme måned sidste år. Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.

Den tilsvarende stigning i september var ti procent. I begge tilfælde er prisstigningerne ikke set højere siden november 1982.

Der er ifølge en række partier akut behov for en økonomisk håndsrækning til de danskere, der har de strammeste husholdningsbudgetter.

Derfor skal Folketinget sætte gang i konkrete forhandlinger om en vinterhjælpepakke hurtigst muligt. Altså sideløbende med regeringsforhandlingerne. Det mener Dansk Folkeparti samt Enhedslisten, SF og Danmarksdemokraterne ifølge TV 2.

Også Franciska Rosenkilde, Alternativets politiske leder, tog emnet op inde hos Frederiksen.

- Danskere skal ikke gå fra hus og hjem her i vinteren. Det er heller ikke godt for den grønne omstilling. Så der skal noget mere akuthjælp ud. Det nævnte vi også derinde, men diskussionen var mere om de store overordnede tendenser, siger Rosenkilde efter forhandlingerne.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.