straffesag

Regeringsgrundlag: FE-hjemsendelser skal undersøges

Selv om tre regeringspartier lovede at undersøge Ahmed Samsam-sagen, står han ikke nævnt i regeringsgrundlaget.

I regeringsforhandlingerne på Marienborg er Mette Frederiksen (S), Jakob Ellemann-Jensen (V) og Lars Løkke Rasmussen (M) blevet enige om, at kommission skal undersøge hjemsendelser i FE.
I regeringsforhandlingerne på Marienborg er Mette Frederiksen (S), Jakob Ellemann-Jensen (V) og Lars Løkke Rasmussen (M) blevet enige om, at kommission skal undersøge hjemsendelser i FE. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 17:38

Regeringen vil nedsætte en kommission, som skal undersøge hjemsendelserne af medarbejdere i Forsvarets Efterretningstjeneste.

Det fremgår af regeringsgrundlaget, som Mette Frederiksen (S), Jakob Ellemann-Jensen (V) og Lars Løkke Rasmussen (M) har præsenteret på Marienborg onsdag ved middagstid.

- Regeringen vil nedsætte en undersøgelseskommission til undersøgelse af beslutningen om hjemsendelse af ledende medarbejdere i Forsvarets Efterretningstjeneste, hedder det.

Det skal konkret undersøges, om der er taget "usaglige hensyn" i forbindelse med hjemsendelserne.

- I respekt for den verserende straffesag vil regeringen, når sagen er afsluttet, tage stilling til behovet for en yderligere undersøgelseskommission og drøfte det med Folketinget.

Dermed lægger de tre partier også op til, at der ikke skal undersøges dele af det, som er omfattet straffesagen, hvor den hjemsendte FE-chef Lars Findsen er tiltalt for at røbe statshemmeligheder til blandt andet et par journalister og en tidligere rigspolitichef.

Venstre gik til valg på, at forløbet omkring hjemsendelserne skulle undersøges. Det holdt Ellemann i oktober et meget omtalt pressemøde med Søren Pape Poulsen (K) om foran Kastellet i København.

Her sagde V-formanden, at forløbet tegnede et billede af "en fejlslagen overreaktion, som skadede vores efterretningstjenesters renommé".

Han henviste til en pressemeddelelse fra Tilsynet for Efterretningstjenesterne (TET), som i sommeren 2020 rettede hård kritik af FE, som havde "tilbageholdt centrale og afgørende oplysninger" for tilsynet og "givet urigtige oplysninger".

- Det rejser spørgsmål om, hvad der skete, da regeringen besluttede sig for at rejse tvivl om vores efterretningstjeneste med den pressemeddelelse, sagde Jakob Ellemann-Jensen under valgkampen.

Andre af Folketingets partier har ønsket, at undersøgelserne skal gå videre, end de tre regeringspartier nu lægger op til. Blandt dem er Enhedslisten.

Alex Vanopslagh (LA) luftede tidligere på ugen en frygt for, at regeringen helt ville sløjfe at se på FE-sagen.

Der samledes under valgkampen og i forlængelse af pressemødet på Kastellet lynhurtigt et flertal bag også at undersøge sagen om den terrordømte Ahmed Samsam, der sidder fængslet - og aktuelt sultestrejker.

Samsam agerede ifølge flere medier, DR og Berlingske, agent for efterretningstjenesten. Det har tjenesterne ikke bekræftet.

Tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) siger dog i dag til B.T.

- Dengang var der mest tale om, hvem var han hyret af? Var han hyret af FE, eller var han hyret af PET? Der var ligesom, fornemmede jeg, sådan et abekastningsspil mellem de to tjenester, og det er så langt, jeg var inde i den sag.

Både Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne støttede at undersøge Samsam-sagen i forbindelse med valgkampen.

Om de tre partier løber fra det løfte, kan man ikke læse af regeringsgrundlaget, men den dømte Ahmed Samsam er ikke nævnt.

Enhedslistens Peder Hvelplund kalder det en skandale, hvis ikke også Samsam-sagen bliver undersøgt.

- Det var der jo i valgkampen et flertal for, og det løfte vil vi sikre, at partierne kan leve op til, siger han.

På det næste møde i Folketingets Udvalg til Forretningsorden vil Enhedslisten igen stille et forslag om at få udarbejdet et kommissorium for en undersøgelse, hvor også Samsam-sagen indgår.

Det gjorde Enhedslisten også under valgkampen, men på det tidspunkt kunne der ikke samles et flertal. Partierne begrundede det med, at der endnu ikke var en regering.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden