Rengøringsmedarbejdere fra konkursramt virksomhed tilbydes job

Efter en turbulent tid for personalet i Rengoering.com A/S er der truffet beslutning om, at Kongsvang Cleaning & Facility A/S overtager rengøringsopgaven i Jammerbugt Kommune

Siden juni har utilfredsheden med arbejdsvilkårene hos Rengoering.com A/S ulmet, og det har ført til både arbejdsnedlæggelse og demonstration. Nu har virksomheden indgivet konkursbegæring, og medarbejderne bliver tilbudt ansættelse i den anden private virksomhed, som varetager rengøringen i Jammerbugt Kommune. <i>Arkivfoto: Bo Lehm</i>

Siden juni har utilfredsheden med arbejdsvilkårene hos Rengoering.com A/S ulmet, og det har ført til både arbejdsnedlæggelse og demonstration. Nu har virksomheden indgivet konkursbegæring, og medarbejderne bliver tilbudt ansættelse i den anden private virksomhed, som varetager rengøringen i Jammerbugt Kommune. Arkivfoto: Bo Lehm

JAMMERBUGT:17 kommunalbestyrelsesmedlemmer stemte for, et medlem blev erklæret inhabilt, mens ni medlemmer af kommunalbestyrelsen undlod at stemme, da politikerne forleden skulle træffe beslutning om, hvem der fremadrettet skal varetage rengøringen af de kommunale bygninger efter, at Rengoering.com A/S har indgivet en konkursbegæring.

Ifølge en pressemeddelelse vil personalet fra Rengoering.com A/S blive tilbudt ansættelse hos Kongsvang Cleaning & Facility A/S, som i forvejen varetager en del af den kommunale rengøring. 

- Baggrunden for at træffe beslutningen om, at Kongsvang Cleaning & Facility A/S overtager rengøringsopgaven fra Rengoering.com, har været at træffe en god beslutning for medarbejderne, som har været gennem en turbulent tid. Samtidig sikrer beslutningen, at rengøringsdriften i Jammerbugt Kommune kommer i gang igen så hurtigt som muligt på normal vis, udtaler borgmester Mogens Christen Gade (V) i en pressemeddelelse.

Ifølge pressemeddelelsen er Kongsvang Cleaning & Facility A/S allerede i færd med at kontakte alle medarbejdere og sikre deres forsatte ansættelse. Rengøringsopgaven vil således blive påbegyndt i uge 42, og rengøringen vil forventeligt være fuldstændigt i drift i uge 43.

Jammerbugt Kommune har planlagt en evaluering af rengøringsdriften i kommunen i begyndelsen af 2023, og her vil Kommunalbestyrelsen således tage stilling til, om rengøringen skal udbydes igen, eller om rengøringen skal hjemtages, så kommunen selv står for driften.

Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Nye Borgerlige stemte for beslutningen mens Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Lokallisten undlod at stemme. Mette Vestenbæk blev erklæret inhabil og deltog derfor ikke i afstemningen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.