Rød blok står til flertal med nordatlantiske mandater

De seneste seks folketingsvalg er Grønlands to mandater gået til rød blok. Det kan sikre rødt flertal.

Rød blok får 87 mandater, viser det endelige valgresultat ifølge KMD. Hvis de grønlandske mandater falder ud som ventet, får rød blok dermed flertal.

Det er it-selskabet KMD, der står for den officielle optælling af valgresultatet.

Udfaldet af tirsdagens valg har været usikkert, helt frem til at de absolut sidste stemmer er blevet talt med. Ved 99,8 procent af optalte stemmer, kunne det ikke slås fast, om den røde blok kunne skrabe de 87 mandater sammen.

For at danne et flertal skal man kunne tælle til 90 mandater. Derfor er de nordatlantiske mandater vigtige for magtbalancen i Folketinget.

Både Færøerne og Grønland sender to mandater hver til Christiansborg.

Mandag tog Færøerne forskud på valget og pegede som ventet på to kandidater, der peger på hver sin blok. Det er ventet, at Grønland tirsdag vil sende to røde mandater til Danmark.

Dermed kan rød blok formentlig lægge tre mandater til sit regnestykke, mens de blå partier må nøjes med ét.

De seneste seks folketingsvalg er Grønlands to mandater gået til rød blok. Ikke siden 1998 har blå blok fået et grønlandsk mandat.

Socialdemokratiet er blevet det klart største parti på Christiansborg med 50 pladser i Folketingssalen. Partiet med statsminister Mette Frederiksen i spisen er gået frem med to mandater ved valget og slog derved både valgstedsmålinger og prognoser.

Omvendt er De Radikale blevet ramt af en syngende vælgerlussing og har fået halveret sine mandater fra 16 til 7.

Vælgerne har også vendt ryggen til Venstre, som går 10 procentpoint tilbage og får 13,3 procent af stemmerne. Det er næsten en halvering i antallet af mandater for Venstre.

- Jeg synes, det er et ærgerligt resultat, siger Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen på vej ind til Christiansborg.

De to nye partier, Moderaterne og Danmarksdemokraterne, som har de tidligere Venstre-profiler Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg i spidsen, brager ind i Folketinget i top-5 over de største partier.

Moderaterne får 9,3 procent af stemmerne. Dermed bliver partiet det tredjestørste lige efter Venstre.

Danmarksdemokraterne får 8,1 procent af stemmerne, hvilket gør partiet til det femtestørste.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.