S kræver bred regering: Valget er bag os og virkeligheden foran

Det ser ud til at blive svært at danne en bred regering over midten, som Socialdemokratiet gerne vil.

Nikolai Wammen og Morten Bødskov har været på besøg hos dronningen. <i>Philip Davali/Ritzau Scanpix</i>

Nikolai Wammen og Morten Bødskov har været på besøg hos dronningen. Philip Davali/Ritzau Scanpix

Regeringen er trådt tilbage efter valget tirsdag, og Socialdemokratiet har onsdag været forbi dronningen på Amalienborg for at forsøge at danne en ny, bred regering.

Først skal der findes en forhandlingsleder, som formelt kaldes kongelig undersøger. Det ser ud til at blive den fungerende statsminister, Mette Frederiksen (S), der vil forsøge at danne en bred regering.

Fungerende finansminister Nicolai Wammen (S) håber, at partierne vil bøje sig mod hinanden og være kompromisvillige. Det siger han efter et besøg hos dronningen.

- Valgkampen ligger bag os, og virkeligheden ligger foran os. Der vil det være godt, at vi samarbejder bredt.

- Alle skal lige have lov at sove på et valgresultat, der har givet store omvæltninger. Fra vores side stod det klart, at vi går efter en bred regering ind over midten, siger Wammen.

Der er ikke nogen deadline for, hvornår forhandlingerne skal være færdige, og det ser ifølge Mette Frederiksen ud til at blive "meget bøvlet".

Rød blok fik tirsdag et knebent flertal på 87 mandater samt de tre nordatlantiske. Dermed kan Socialdemokratiet i princippet danne regering med rød blok, men partiet går altså efter at danne en bred regeringen.

På vej ind til dronningen siger Jakob Ellemann-Jensen (V), at hans "klare udgangspunkt" er, at han ikke vil gøre Mette Frederiksen til statsminister.

Men han vil forsøge at sikre Venstre indflydelse.

- Jeg synes, at man skal afsøge mulighederne og håber selvfølgelig, at Lars Løkke Rasmussen vil vedkende sig sin borgerlighed, og at Sofie Carsten Nielsen får øjnene op for, at mulighederne for reformer findes på den blå side, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Moderaterne er braget ind i Folketinget med 16 mandater og Lars Løkke Rasmussen i spidsen.

Han ser flere reformvillige partier, som kunne indgå i en bred regering.

Han peger på Moderaterne, De Radikale, Venstre og Liberal Alliance som "oplagte partier", der ønsker reformer.

- Det ville være ærgerligt, hvis man ikke forsøgte også at frisætte det, siger Løkke.

Han foreslår, at de fire partier koordinerer ønsker til en ny regering.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.